.jpg%3F2026-07-03T14%253A06%253A26.281Z&w=3840&q=75)
Teis Markfoged
Jesper Sørensens analyse efter AGF: Det gik for langsomt i anden halvleg
Der var en snert af skuffelse at spore hos Jesper Sørensen efter han mandag aften havde set Brøndby spille 1-1 med AGF, for i følge cheftræneren havde det gået for langsomt i anden halvleg, men han erkendte også, at AGF havde været en svær modstander. 3point.dk talte i mixed zone med Jesper Sørensen og fik cheftrænerens umiddelbare analyse af kampen.

Et pointtab er altid en skuffelse lod Jesper Sørensen den fremmødte presse vide, da han trådte ud i mixed zone efter kampen mandag aften, hvor han netop havde set AGF komme tilbage bagud 0-1 og få 1-1 med hjem til Aarhus efter en scoring i anden halvleg af Patrick Mortensen, men cheftræneren erkendte også, at modstanderen havde gjort det svært for Brøndby:
- Vi vil altid gå efter at vinde, hver gang. Så jeg er skuffet. Men jeg accepterer, at vi stadig har ting at arbejde på og blive dygtigere til.
En kontrolleret første halvleg, lidt FOR kontrolleret
Om kampens indledende del fortalte Sørensen, at det ikke var den store overraskelse, hvad gæsterne bragte på banen:
- Vi gør hvad vi kan for at kontrollere kampen i første halvleg, samtidig med at vi prøver at åbne AGF op. For vi ved jo godt hvad AGF de vil i sådan en kamp, de vil gerne afvente lidt, og se om de kan udnytte deres pres og få nogle kontraangreb.
Men det blev også en smule for passivt lod han 3point.dk vide, føringen kom nok tidligt i hus, og fik måske sat sit præg på den måde Brøndby håndtere første halvleg på:
- Det (omstillinger og skud) synes jeg vi afholdt AGF fra i første halvleg, hvor de dårlige har et skud på mål. Men vi ender med at administrere vores føring lidt for meget i forhold til at vi kunne have angrebet lidt hårdere.
Manglende tempo efter pausen
Tingene vendte dog efter pausen, hvor cheftræneren især var utilfreds med det tempo, eller mangel på samme, som han havde set sine spillere lægge for dagen:
- Vi kommer ikke rigtig til noget de store dele af anden halvleg, og her må vi naturligvis også give et cadeau til AGF og så må vi også erkende, at vi holdt den for meget i tredje gear. Vi havde svært ved at finde de rigtige løsninger, der skulle bringe os til afslutninger. Vi er for uskarpe i udførelsen af flere ting. Vi ville gerne kontrollere kampen.
Netop kontrollen af kampen var et gennemgående element i Jesper Sørensens umiddelbare post-match analyse i mixed zone, og netop kontrol var en mangelvare i perioden op til gæsterne scoring, hvor det fra banken havde udviklet sig til en langt mere åben fight:
- I tiden op til deres scoring var det som om kampen åbnede op og det var ikke til vores fordel. AGF var dygtige til at bryde bolden på nogle steder, hvorfra de dygtige fik løbet omstillinger på os. Det må vi også bare erkende.
Accepten af fejl
Ved AGFs scoring var det en helt fri Patrick Mortensen, der kunne sætte sin fod på bolden inde i feltet. Fra Jesper Sørensens perspektiv var det en klar markeringsfejl i bagkæden, hvor han ikke lagde fingre i mellem, men også blankt accepterede, at fejl vil opstå fra tid det til anden, og at spillerne udmærket godt selv ved det, og ikke skal dunkes i hovedet med det:
- Jeg er ikke enig i, at Jacob (Rasmussen red.) skal træde op der, og det er jeg ret sikker på at Jacob også selv vil sige, når han ser det igen. Men det er som det er, og vi må tillade spil foran os og ikke at de spiller bag os. Vi laver alle sammen fejl. Her blev det bare straffet.
Det var ifølge cheftræneren ikke mangel på vilje fra hans spillere, og han havde også set sit hold stå højt i anden halvleg i et forsøg på at trykke AGF:
- Jeg synes ikke vi ender med at stå dybt og mangle viljen, vi står stadig højt på banen, det er ikke fordi AGF kommer højt op at stå og spiller den rundt på vores sidste del af banen. Men de får nogle omstillinger mod os.
Forespurgt til hvad der manglende uddybede Jesper Sørensen:
- Vi har svært ved at spille bolden bag AGF. Vi har nogle muligheder for at spille bolden ind gennem midten, men der blev vores afleveringer for uskarpe. Ligesom vi havde nogle muligheder for at spille bolden forbi deres første pres, men der gik det bare for langsomt. Vi fik ikke det tempo i spillet der var nødvendigt for at komme rundt om dem.
Hvorefter han pausede sin tale et par sekunder for så at fortsætte:
- Vi havde som sagt bare svært ved at bryde dem ned i anden halvleg, og det er noget vi fortsat skal træne og arbejde på fremadrettet.
Den fortsatte udvikling
For Jesper Sørensen er der også en accept af, at det hårde arbejde for alvor ligger foran Brøndby nu. For en ting var en taktisk nyskabelse og et genfødt hold, men når modstanderne har haft mulighed for at se Brøndby an og analysere de blågules spil, så er der også et arbejde i at fortsætte udviklingen for ikke at blive læst og få kappet ens styrker:
- Vi er et sted nu, hvor modstanderne er godt forberedte på os. Det var AGF, og det vil andre være. Men jeg er ligeglad, for uanset om vi møder AGF (eller andre) skal vi gå ud og åbne spillet op, tage initiativet og så ved jeg godt vi bliver mere åbne for omstillinger, men det skal vi være dygtige til at lukke ned og håndtere det. Det er den eneste måde vi bliver bedre på.