
Adam Møller Karlsen
Jesper Sørensen: Vores egne fejl ødelagde tempoet
Efter kampen mod Randers udtrykte Brøndby-træner Jesper Sørensen sin frustration over fejl, der tog tempoet ud af holdets ellers stærke start. På trods af at have vendt kampen og ført 2-1, måtte Brøndby nøjes med uafgjort efter en sen udligning, hvilket Sørensen delvist tilskrev utilstrækkeligt forsvarsspil. Han understregede, at selv en sejr ikke ville have ændret hans kritik af holdets præstation.

En lille halv times tid efter slutfløjtet mod Randers trådte Jesper Sørensen frem for den skrivende presse, hvor han tydelig irriteret lod forstå, at han havde set en kamp med Brøndby i førertrøjen i indledningen før end fejl tog tempoet ud af spillet:
- Vi starter godt, vi starter med flow i spillet og med aggressivitet. God bevægelse. Både når vi har bolden og mod bolden. Så begynder vi at miste en del bolde, sjusker bolden væk, så vi kommer til at forsvare nogle omstillinger, uden de dog har de store chancer.
Spurgt ind til årsagen hertil lød det:
- Vores tempo bliver brudt af vores egne fejl. Det er for nemt at sige det er koncentrationen der røg. Men det er nogle fejl der skaber noget usikkerhed, så det bliver meget løben frem og tilbage.
Inden Randers i første halvleg bragte sig foran følte Daniel Wass - og alle andre med blågule sympatier - sig snydt for et straffespark, da den rutinerede midtbanemand blev bragt til fald i feltet i en duel med Daniel Høgh. En situation som cheftræner Jesper Sørensen også så som et straffespark lod han klart og tydeligt den forsamlede presse vide, da han blev spurgt ind til situationen:
- Jeg ser den situation på samme måde som mange andre. Der er vel straffespark. Men det blev ikke dømt.
Brøndby kom tilbage i opgøret mod Randers, og fik både sat en udligning og et føringsmål ind, men måtte alligevel stå med 2-2 efter en sen udligning af gæsterne. Det skete efter en situation, hvor Jesper Sørensen ikke var tilfreds med sit holds forsvarsspil:
- Der var noget tilbage at ønske for vores forsvarsspil i den situation ved udligningen. Op til 2-2 målet er der et hjørnespark vi clearer ud, så er de så i stand til at fastholde bolden og lægger et skarpt indlæg ind.
På trods af det bitre pointtab til sidst i kampen slog Jesper Sørensen fast, at han selv ikke i tilfældet af en sejr havde været tilfreds med præstationen mod Randers:
- Selv om vi havde vundet kampen 2-1 i dag havde jeg stadig stået her og sagt mange af de samme ting.