
Freja Borne
Jesper Sørensen: Vi manglede de store chancer
Brøndby-cheftræneren erkendte efter mandagens sejr, at hans mandskab havde svært ved at komme frem til de store chancer mod Vejle Boldklub, da han satte ord på kampen i mixed zone, hvor der også var tid til ros til Marko Divkovic, som for første gang startede inde på sin nye position.

Brøndby IF formåede at sikre sig en 1-0-sejr i en tæt kamp over Vejle Boldklub mandag aften på udebane, takket være et straffesparksmål af Ohi Omoijuanfo og en straffesparksredning af Patrick Pentz i Brøndby-målet.
Efter kampen delte Brøndby IF’s cheftræner, Jesper Sørensen, sine tanker om præstationen i mixed zone med 3point.dk og resten af den skrevne presse.
- Vi var meget bolddominerende, men vi var ikke i stand til at skabe de store chancer, specielt ikke i første halvleg. Vejle forsvarede sig godt, sagde Jesper Sørensen og understregede, at han synes, at hans mandskab blev bedre til at skabe chancer i anden halvleg.
- Vi blev mere direkte i anden halvleg, og jeg tror, vores store mængde af boldbesiddelse i første halvleg var med til at trætte dem.
Men selvom der, ifølge Jesper Sørensen, blev skabt flere muligheder i anden halvleg, var det et straffespark, der endte med at sende Brøndby IF hjem med de 3 point. Et straffespark, som viceanfører Ohi Omoijuanfo tog sig af.
Frem mod kampstart havde Jesper Sørensen gjort plads til en lille overraskelse i sin startopstilling, da Marko Divkovic fik lov at starte inde på venstre wingback for første gang i Superligaregi – og kroaten leverede en præstation, som Brøndby-chefen var tilfreds med.
- Vi har prøvet Divkovic af på venstre wingback under træning og set, at det så lovende ud. Derudover har han set lovende ud i nogle trænings- og opstartskampe. Han har haft nogle gode indhop i Superligaen, og nu fik han vist, at han sagtens kan stå distancen med stor kvalitet.
Brøndby IF har én Superligakamp til gode, inden der venter en landsholdspause, når de blå/gule på søndag tager imod Randers FC på hjemmebane.