
Adam Møller Karlsen
Jesper Sørensen: Vi lignede et hold, der blev rystet
Jesper Sørensen var skuffet efter mandagens 4-1-nederlag på Right To Dream Park. Brøndby lignede et hold, der blev rystet, mener han.

Det var en skuffet cheftræner for Brøndby IF, der mandag aften mødte den fremmødte presse på Right To Dream Park. Han havde lige overværet sit hold komme foran mod FC Nordsjælland, men derefter indkassere tre mål inden pausen.
Facit blev et nederlag på 4-1 til Jesper Sørensens mandskab.
- Det gik lynhurtigt. Da først de scorede det første mål, så scorede de det andet med det samme igen, efter et hjørnespark, og så sparkede de et frispark op i hjørnet. Og så var det svært derfra, lød det indledningsvist fra Brøndby-træneren.
Hvad er forklaringen på det her kollaps?
- Hvis jeg havde en rigtig nem og god forklaring på det, så var jeg selvfølgelig kommet med den. Vi lignede et hold, der blev meget rystet af, at de scorede et mål og scorede et til med det samme. I fodbold er der ingen garantier for, at man ikke møder modgang. Der skal man som hold kunne holde til den modgang, man møder, og arbejde sig ud af den. Det kunne vi ikke i dag.
Er du skuffet over den reaktion, der var?
- Ja, det er jeg.
Hvad er det, du ser, der skuffer dig?
- Det skuffer mig, at vi blive så rystede, at vi ikke får fat i grundspillet igen efter en rigtig god start, hvor vi ikke havde grund til at blive rystede. Spillerne så selvtillidsfulde ud og vi lignede et hold, der var kommet herop med både overskud og med selvtillid. Og så pludselig lignede vi ikke et hold, hvor vi var særlig tæt samlet.
I foretager nogle ændringer i pausen. Er du tilfreds med det, der blev leveret i anden halvleg?
- Både og. Spillerne gjorde alt, hvad de kunne. Men det er klart, at vi ændrede strukturen og vi ændrede på nogle ting, for at flytte nogle spillere længere frem i banen. Det hjalp kun delvist, for at være helt ærlig. Det blev sværere for os imod bolden. Det blev sådan en kamp, der bølgede frem og tilbage, hvor vi havde svært ved at stoppe bolden på vej op ad banen. Til gengæld fik vi så et par ekstra stationer højere oppe i banen. Men den kvalitet, der skulle i indlæggene mod Mileta (Rajovic, red.) og den måde, vi skulle spille det på, den havde vi ikke.
Brøndby IF har stadig ikke slået et af de andre hold i top seks i denne sæson, men har kun besejret bund 4. Spillet uafgjort mod 7 og 8.
Det er jo klart, at det er sådan nogle kampe, hvor de point tæller ekstra. Der skal vi blive stærkere og vise, at vi er stærkere, når vi spiller kampe mod de hold, og det har ikke været tilfredsstillende.
Hvad gør dig fortrøstningsfuld?
- Jeg er fortrøstningsfuld over, at jeg synes, vi har en gruppe med dygtige spillere. Jeg er fortrøstningsfuld over, at vi har spillet en del kampe, hvor jeg synes, trods alt, at kampen i aften var ret forskellig fra det, vi har vist i andre kampe. Men det er klart, at på bagkant af den her kamp, så er der også bekymringer.
Brøndbys næste opgave er på søndag, hvor Superligaens ubesejrede førerhold FC Midtjylland kommer på besøg på Brøndby Stadion.