.jpg%3F2026-07-06T09%253A23%253A33.349Z&w=3840&q=75)
Teis Markfoged
Jesper Sørensen: Vi havde problemer med at forsvare indlæggene
Jesper Sørensen ærgrer sig efter 3-3-kampen mod Lyngby Boldklub. Brøndby IF havde svært ved at forsvare de mange indlæg i anden halvleg.

Brøndby IF spillede søndag aften 3-3 i Lyngby efter at have spillet en mand i undertal i mere end en time. Men sejren var i dén grad inden for rækkevidde, da Sean Klaiber bragte de blå/gule i front med seks minutter tilbage af kampen.
Men sådan skulle det ikke gå. Hjemmeholdet fik udlignet på kampens sidste angreb. Brøndby havde svært ved at forsvare de mange indlæg efter pausen, lød det blandt andet fra cheftræner Jesper Sørensen efter kampen i mixed zone.
- Det blev en forsvarskamp efter vi bliver ti mod elleve. Måske blev det også for meget en forsvarskamp. Vi havde også en føring at forsvare, og det gjorde vi længe. Vi fik så en livline efter deres 2-2-mål, da vi fik scoret et mål mere. Vi tillod spil på siderne og indlæg, fordi vi har tre stoppere. Men vi må også sige, at vi havde problemer med at forsvare indlæggene i anden halvleg. Det kastede mange situationer af sig. Vi holdt ikke fast i bolden ret lang tid ad gangen, og det gjorde, at der kom mange situationer ned mod vores felt.
- Da de satte Magnus Jensen ind, gav det os problemer. Da de fik scoret, lugtede de mere blod, og vi blev lidt mere bekymrede. De kom så på 2-2 og vi fik scoret til 2-3. Til sidst havde jeg faktisk ikke den største bekymring, men så fik de scoret på det sidste indlæg...
Spillede I for direkte i anden halvleg?
- Det kan man godt sige. Vi spillede måske en anelse for direkte. Vi havde også Kvistgaarden liggende oppe foran. Men vi havde ikke så lang tid, hvor vi havde pauser med bolden, det medgiver jeg.
Kevin Tshiembe fik rødt kort efter en halv times spil. Det var en nøglesituation i kampen. Og den burde have været håndteret bedre af både Rasmus Lauritsen og Kevin Tshiembe, mener cheftræneren, der dog også mener det var et hårdt rødt kort.
- Det var en situation, hvor vi gjorde det dårligt. I første omgang kom der en lang bold. Der kom en duel, hvor Rasmus (Lauritsen, red.) ikke gik hårdt nok på bolden. Så faldt der en bold ned bag ved ham, hvor der kom en løbeduel, som jeg tænkte, Tshiembe havde godt styr på. Men der gik han for hårdt og unødvendigt ind i den.
- Jeg synes, det er et hårdt rødt kort. Fra den vinkel, som jeg har set den, synes jeg ikke det er oplagt, at han løber ned med bolden i målet. Men okay, det var en vurdering. Det var dumt af Tshiembe at gå hårdt ind i den duel. Men Lyngby-spilleren havde ikke kontrol over bolden. Jeg synes, det var hårdt.
Brøndby IF har en enkelt efterårskamp tilbage i Superligaen i år 2023. Den spilles på søndag på Brøndby Stadion, hvor modstanderen er Hvidovre IF.