
Teis Markfoged
Jesper Sørensen: Vi får slet ikke udnyttet det momentum, det giver at få en føring
Jesper Sørensen ærgrer sig over, at Brøndby lukkede en udligning ind kort efter, at Brøndby ellers var de første til at komme på måltavlen i Randers.

Brøndby IF har på det seneste været kendt som et hold med en solid defensiv.
Det var i segmenter ikke tilfældet, da de blå-gule søndag aften spillede 2-2 mod Randers FC, og specielt det første mål til hjemmeholdet ærgrer Brøndbys træner, Jesper Sørensen.
- Patrick Pentz sparker en bold op, der bliver hentet, og så har de en friløber. Det er et fuldstændig frygteligt mål.
Brøndby var får minutter inden kommet foran 1-0 og nåede i mellemtiden også at få en scoring underkendt for offside. Derfor er det særligt tidspunktet for Randers’ udligning, der går Jesper Sørensen på.
- Vi var kommet foran 1-0, og vi får slet ikke udnyttet det momentum, det giver at få en føring. Så det var selvfølgelig et frygteligt mål at indkassere.
Brøndbys kamp i Kronjylland blev præget af en del fejl, som ellers ikke har været noget, der har kendetegnet Brøndby, siden holdet fra Vestegnen begyndte at kravle opad i tabellen.
Men alligevel hæfter Jesper Sørensen sig ved, at holdet rykkede sammen og fik et point med hjem til Brøndby.
- Jeg synes, vi spiller en kamp, hvor vi laver nogle fejl undervejs, som vi ikke har været vant til på det sidste, og hvor vi bringer os i en ugunstig position, og det har vi heller ikke været vant til, siger han og fortsætter.
- Selvom vi gjorde det, så jeg et hold, der trykkede på og fik en udligning med og havde initiativet til også at tage de tre point.