
Adam Møller Karlsen
Jesper Sørensen snakker Llapi, Legia og truppens europæiske robusthed
Der venter en intens periode for Brøndbys cheftræner. To kampe hver uge og klare ambitioner om at gøre sig til i Europa. Er truppen klar til det?

Sidste gang Brøndby IF deltog i et europæisk gruppespil var sæsonen 21/22. Dengang var klubben fra Vestegnen sikret deltagelse via det danske mesterskab. Men det er ikke hvert år, at Brøndby gør sig i Europa. Det er ikke hvert år, at Brøndby har været klar på opgaven.
3point.dk’s udsendte fik onsdag en snak med cheftræner Jesper Sørensen om truppens nuværende styrke, samt hvad der venter af europæiske udfordringer forude.
Forberedt på Legia Warszawa
Der er allerede trukket lod til tredje runde af kvalifikationen. Såfremt Brøndby i anden kvalifikationsrunde slår FK Llapi over to kampe, kan holdet potentielt stå over for seedede Legia Warszawa, der blev nummer tre i den polske liga sidste sæson. Brøndby er selv ikke seedet i tredje runde.
- Jeg ser det som en okay lodtrækning. Ikke den bedste, men ikke den værste heller. Vi ved jo, at uanset hvad, skal vi slå et seedet hold ud, når vi ikke selv er det, fortæller Jesper Sørensen.
- Det er lidt præmatur, at skulle stå og tale om Legia Legia Warszawa her, men der er jo trukket lod, og vi ved jo godt, at vi skal igennem Llapi for at komme derhen.
- Men, vi har selvfølgelig også allerede nu forberedt, hvordan vi kommer til at forberede os på Legia (...) det er jo noget, der ikke kan vente, og så må vi se, om vi kan bringe os selv derhen.
Mange kampe - ét fundament
Eksperter og fans har funderet over, hvorvidt Brøndbys trup er stærk nok til at spille to kampe om ugen det næste stykke tid. Det mener cheftræneren, at den er, men han vil sikre en rygrad i holdet gennem den europæiske kvalifikationsfase.
- Det bliver det ikke sådan, at vi bare kommer til at køre to nye hold på banen hver gang. Vi kommer til at kigge på, hvad er det for nogle spillere, vi skal bruge inde på banen til forskellige opgaver. Det kan det godt være, at der bliver plads til et par nye.
- Vi kigger ikke bare på, at vi skal sætte syv nye ind hver gang, fordi så er vi også sikre på, at truppen kan holde. Der er ingen grund til at være sikre på at kunne holde med noget, som vi ikke ender med at kunne leve ud alligevel.
Står godt rustet
I forårets mesterskabsspil stillede Jesper Sørensen ofte med de samme stamspillere. Nu er yngre kræfter blevet mere modne, og skadede topspillere er på vej tilbage i kamp.
- Vi så forleden dag, at nogle af de spillere, som ikke så så meget spilletid sidste år, trådte ind på en scene og gjorde det rigtig godt. Der var Clement (Bischoff, red.) og Noah (Nartey, red.), som kom ind og viste, at de i hvert fald godt kan spille med og har niveauet til at spille med.
- Vi ved, at nogle af dem, som de spillede i stedet for, Greve, Josep (Radosevic, red.) osv., har spillet det meste af sidste sæson, hvor de også har det niveau, der skal til. Vi ved, at Alves og Kvistgården er to spillere, der kommer tilbage, som ikke bidrog så meget i foråret, der også har et rigtig godt niveau, så jeg synes egentlig, at truppen står rigtig godt rustet.
Du kan finde mere information om Brøndbys seedning her.