
Freja Borne
Jesper Sørensen om skiftet til 3-5-2 og den løftede stadionstemning
Brøndby var under pres i anden halvleg mod AGF. Et systemskifte og en bedre stadionstemning hjalp. Jesper Sørensen uddyber.

AGF tabte, men spillede en god kamp på Brøndby Stadion søndag aften. Især i anden halvleg trykkede århusianerne hjemmeholdet, indtil Jesper Sørensen i det 79. minut bl.a. skiftede Kevin Tshiembe ind, og skiftede system til en gammel kending; 3-5-2.
- Vi kunne ikke komme ud af det pres, AGF lagde, så vi valgte at skifte system. Vi fik så mere plads på siderne, og fik bedre muligheder for at komme højere op i banen med bolden.
- Vi skal blive endnu dygtigere til at spille med en 1-0-føring. Det har vi haft svært ved tidligere. Det havde vi svært ved i dag. Nu kom vi i mål med det. Men, også fordi vi havde lidt held undervejs.
Bedre stemning end mod Viborg
Det har ikke været det samme at gå på Brøndby Stadion, efter fangrupperinger (herunder Alpha) har bestemt en stemningsboykot i halen på GFHs køb af aktiemajoriteten i Brøndby. Et par nye fanbaserede stemningstiltag har i det helt små set dagens lys. Det bemærkede cheftræneren også.
- Det var som om, at stemningen var løftet i dag, og det var godt. Det havde vi brug for. Det hjalp os. Jeg er sikker på, at spillerne mærker det. Også mere end os andre nede på sidelinjen.
Fanholdninger of –stemning er dog ikke noget truppen snakker om.
- Vi taler kun om, at det må komme nede fra banen. Hvis ikke det kommer ude fra tilskuerpladserne til at starte med, så må vi sætte det i gang med på banen.
Det er det, vi prøver.
Målet fremover
Brøndby ligger lige nu på sjettepladsen i Mesterskabsspillet, og kan kun kigge opad. Jesper Sørensen går efter at vinde.
- Vi kan ikke kigge andre steder hen. Indtil vi ikke kan mere, kommer vi selvfølgelig til at gå efter den her playoff-kamp. Vi kommer til at stile så højt, vi overhovedet kan.
- Lige nu er vi i en dårlig situation, og lige siden jeg har været her, så har vi hele tiden skulle indhente nogle foran. Det må vi så blive ved med at se, om vi kan.