3POINT
Jesper Sørensen

Adam Møller Karlsen

Nyheder30. nov. 2025

Jesper Sørensen og Vancouver klar til MLS-finalen

I sin første sæson som cheftræner for Vancouver Whitecaps har den tidligere Brøndby-træner Jesper Sørensen nu ført den canadiske klub frem til finalen om mesterskabet i MLS.

3point person
Steen Sørensen30. nov. 2025

Jesper Sørensen gik ikke arbejdsløs længe efter sin fyreseddel fra cheftrænerjobbet hos Brøndby IF. Op til den sæson, som nu er ved at blive afsluttet, blev Sørensen hentet ind som cheftræner hos den canadiske MLS-klub Vancouver Whitecaps. Det har lige fra start været en succes.

Vancouver lagde tilbage i februar ud med fire sejre i de første fire kampe af den nye sæson, og klubben indtog førstepladsen i Western Conference. Den beholdt de langt hen i sæsonen, hvor de med 63 point i 34 kampe sluttede på en delt førsteplads med San Diego FC.

Netop San Diego var Vancouver Whitecaps modstander i nattens (dansk tid, red.) conferencefinale, som samtidig gjaldt en plads i finalen om mesterskabet 2025 i MLS, hvor Inter Miami med en vis Lionel Messi på holdet venter som  modstander.

På først en scoring i 8. minut ved Brian White og siden et selvmål i 11. minut tog Vancouver Whitecaps på udebane i San Diego hurtigt et greb om kampen, og det greb blev yderligere fæstnet i første halvlegs tillægstid med endnu en scoring af Brian White.

Anden halvleg blev knap så begivenhedsrig på målfronten, men San Diego fik dog reduceret til 1-3 efter en times spil. Et rødt kort små 20 minutter senere spolerede imidlertid al spæmding, og efter syv minutters tillægstid kunne Vancouver og Sørensen række armene i vejret i jubel.

I slutspillet gik Vancouver Whitecaps vej til finalen over først FC Dallas - med den tidligere Brøndby-spiller Christian Cappis på holdet - og siden Los Angeles FC. I Eastern Conference røg Nashville SC og Hany Mukhtar ud i kvartfinalerne, mens Mikael Uhre og Philadelphia Union måtte lade livet i semifinalerne.

Inter Miami får fordel af hjemmebane mod Jesper Sørensen og Vancouver Whitecaps i finalen om MLS-mesterskabet 2025, som spilles lørdag den 6. december kl. 20:30 dansk tid.

 

Mest kommenterede nyheder