Lars Rønbøg
Jesper Sørensen melder Jordi Vanlerberghe klar
Jordi Vanlerberghe er blevet klar før tid og er i spil til søndagens kamp mod Viborg, lyder det fra Brøndby-cheftræner Jesper Sørensen.

Jordi Vanlerberghe blev hentet til Brøndby IF i januars transfervindue, men midtstopperen blev skadet i sin første træningskamp i gult og blåt. Han blev oprindeligt meldt ude indtil Mesterskabsspillet, men belgieren er allerede nu tilbage i fuld træning og er i spil til søndagens kamp i Viborg.
Sådan lød det fra cheftræner Jesper Sørensen efter torsdagens Brøndby-træning.
- Han træner fuldt med. Det er jo tidligere end hvad vi havde meldt ud i første omgang. Han ser fin ud. Han er klar, sagde Jesper Sørensen til de fremmødte medier.
- Selvfølgelig er han lidt bagefter, fordi han har været ude i noget tid, men han er klar til at spille.
Til gengæld var Jacob Rasmussen ikke med ret meget i torsdagens træning. Han har været lidt på skånekost i denne uge.
- Jacob (Rasmussen, red.) fik et beskadiget knæ mod Vejle, så vi har taget det roligt med ham i denne uge med henblik på at han skal være klar her op til weekenden, og det har vi en stærk forventning og formodning om, at han er.
Der resterer nu to kampe i grundspillet, hvor Brøndby møder Viborg på udebane og Silkeborg hjemme på Brøndby Stadion.