
Freja Borne
Jesper Sørensen: Man har altid et øje på Wass
Daniel Wass spillede anden kamp fra start på midtbanen under Jesper Sørensens ledelse. Han tog ifølge cheftræneren revanche. Det samme gjorde Joe Bell.

Han har spillet flere positioner dette forår, men for anden kamp i træk startede Daniel Wass på midtbanen for Brøndby IF. Han har flest indlæg af alle spillere i Superligaen denne sæson. Han er også nummer 1 på ‘xG på dødbolde’ og delt nummer 1 på ‘chancer skabt’ og ‘2. Assist'. Han er nummer 3 blandt alle spilleri ligaen på ‘xAssist/xA’. Alligevel har nogle Brøndby-fans forventet noget andet – noget mere.
Ifølge cheftræner Jesper Sørensen er de høje forventninger forståelige.
- Daniel vil altid være en spiller, man har et øje på. Det er på grund af den fantastiske karriere, han har haft indtil nu. Der hvor han har spillet og alt han har opnået.
- Der er forståeligt nok høje forventninger til Daniel. Jeg noterer mig, at Daniel er kommet hjem i en alder af 33 - bliver 34 nu her. Han træner hver gang, og har spillet hver gang indtil nu. Selvfølgelig er han ikke den Daniel, man så i Valencia, fordi der var han måske nogle år yngre.
Han vil holdet
Ifølge Sørensen leverede Daniel Wass en rigtig fin præstation mod AGF.
- Jeg er meget godt tilfreds med det, Daniel har præsteret for os indtil nu. Han vil holdet. Det kan man se i dag, hvor han kæmper og giver af sig selv for holdet. Han havde ovenikøbet lidt problematik i pausen, men han spillede videre.
- Han fik mange hug i sidste uge, fordi han lavede en fejl, der blev straffet hårdt. Nu fik han revanche i dag, hvis man kan sige det sådan.
Bell spillede 90 minutter for første gang
Jesper Sørensen var også tilfreds med Joe Bell, der for ham spillede en rigtig god kamp.
- Joe var sikker i sit spil med bolden. Og jeg synes, han var bedre uden, end han har været i noget tid.
- Han var en af dem, der i første halvleg var med til at give os en god periode - sammen med Daniel. Jeg synes, at han spillede en rigtig fornem kamp. Første gang i øvrigt, mens jeg har været her, at han spillede alle 90 minutter. Jeg sikker på, at han også er en glad mand. Og en træt mand.