.jpg%3F2026-07-06T09%253A23%253A36.256Z&w=3840&q=75)
Teis Markfoged
Jesper Sørensen: Han er en unik spiller for ligaen
Smilet lå og lurede latent i øjnene hos Brøndbys cheftræner, Jesper Sørensen, da han efter søndagens tre point mødte 3point.dk til en snak om kampen i mixed zone, hvor han også kaldte en af sine spillere unik for Superligaen, men også betonede, der stadig var vej at gå for hans mandskab overordnet set.

Det let underspillede smil lå på læberne af Jesper Sørensen, som ganske afslappet og velovervejet satte ord på den 2-1 sejr, som han netop havde overværet Brøndby tage på hjemmebane mod FC Nordsjælland, en kamp han kaldte for en topkamp værdig:
- Kampen i aften var en topkamp, hvor to gode hold dystede mod hinanden.
En unik spiller
Undervejs i de 90 minutter havde han set sit midtbane-es Nicolai Vallys sætte et flot føringsmål ind, et mål cheftræneren også meget kortfattet bare kaldte for fantastisk:
- Det var et fantastisk mål. Jeg stod lige i vinklen, og kunne se den blev drejet hele vejen op i hjørnet. Nicolai (Vallys red.) spillede en flot kamp i dag.
Målet var flot, men cheftræneren hæftede sig endnu mere ved Brøndbys scoring i første halvleg, for her skinnede midtbanespillerens kvaliteter og visioner i spillet virkelig igennem lod Jesper Sørensen 3point.dk vide:
- Det første mål er endnu mere imponerende i forhold til den måde han opfatter spillet på. De fleste spillere ville nok have headet på mål i den situation og prøve at få en afslutning.
Jesper Sørensen var heller ikke nærig med roserne, for han kalder netop Vallys for en speciel spiller i Superligaen:
- Han er den type spiller, der opfatter tingene rigtig hurtigt. Han er en unik spiller for ligaen.
Gode præstationer af spillerne kan afføde en heraf naturlig interesse for dem fra andre og større markeder. En interesse for Vallys ville derfor heller ikke ligge fjernt, men er ikke noget som Jesper Sørensen lægger de store tanker i, for så kan man bekymre sig hele tiden:
- Jeg synes ikke, det er det værd at gå og bekymre mig om i hverdagen, hvor længe vi har Vallys på længere sigt. Men hvis der er nogle andre klubber, der ser Vallys og synes han er en dygtig spiller, så kan jeg godt forstå dem.
En udskiftning allerede i pausen
I pausen foretog cheftræneren en udskiftning, da Henrik Heggheim forlod banen til fordel for Kevin Tshiembe. En udskiftning 3point.dk bad om at få sat ord på:
- Vi ville gerne højere op på banen at stå, Tshiembe er hurtigere og kan give os noget i forhold til at dække bagrummet.
Nordmanden havde helt reelt spillet sig på med gode præstationer, hvilket også ledte til at cheftræneren i optakten til kampen havde haft en klar tanke med at tilvælge Heggheim, men som også så en spiller, der havde en svær kamp og derfor tog konsekvensen i pausen:
- Vi havde en plan med at vælge Heggheim til i dag, og jeg synes også han generelt har været god i efteråret. Han kom også godt i gang i kampen i dag, men spiller sig så mere og mere usikker og får lavet et klodset straffespark.
Jesper Sørensen ville derfor heller ikke høre tale om at udpege Henrik Heggheim som en udfordring på længere sigt:
- Henrik Heggheim er en spiller, der har været i en rigtig rigtig god udvikling i lang tid, men det går op og ned, og i dag blev han bare pillet ud. Han skal ikke stå som en skurk for os i dag, for det er han ikke, han er en god spiller med en god fremtid, nu skal vi se på hvordan vi tackler det fremadrettet.
En første halvleg med fejl
Det var ikke lutter lagkage det hele for Jesper Sørensen, der også havde set sit hold levere for mange fejl i første halvleg:
- Jeg synes generelt set ikke vores første halvleg var på det niveau med bolden som det skulle være. Vi laver for mange tekniske fejl og får nogle omstillinger mod os.
Adspurgt om at sætte flere ord på forklarede Sørensen:
- Når vi kommer igennem den første linje spiller vi enten tilbage i banen eller for stejlt. Det talte vi om i pausen, i anden halvleg får vi en rigtig god periode, efter de har brændt en rigtig stor chance skal det siges.
Om anden halvleg lød det:
- Vi får målet i slutningen af vores gode periode, men ender derefter med at forsvare alt for meget.
Mod slutningen af kampen blev anføreren på dagen, Daniel Wass, skiftet ud, og spurgt ind til det forklarede cheftræneren:
- Wass lå med krampe og kampen var åben. Der skulle dækkes nogle rum. Wass var stadig sikker på bolden, men jeg turde ikke løbe den risiko, at han ikke kunne dække de nødvendige rum.
En situation efter kampen tog fokus på tv, da gæsternes cheftræner Johannes Hoff Thorup ikke havde givet hånden til Jesper Sørensen, det var dog en situation, som de blågules cheftræner meget udramatisk deskalerede ved lakonisk at påpege:
- Hvem gider interessere sig for det?
Den stoiske ro hos Jesper Sørensen blev ikke rystet det mindste, da han helt roligt gjorde det klart, at han altså ikke lagde noget videre i hvad der skete efter kampen:
- Vi står på en sidelinje, alle følelser er i kog og selvfølgelig har vi hver vores opfattelse af situationerne, vi står jo og udspiller vores egen lille kamp derude.
Brøndby vandt søndag aften 2-1 på hjemmebane over FC Nordsjælland i Superligaens 13. runde, hvilket tog Brøndby et point efter førstepladsen i den aktuelle tabel.