3POINT
Frederik Alves

Teis Markfoged

Nyheder26. mar. 2024

Jesper Sørensen forventer ikke at Alves spiller mere i foråret

Frederik Alves er med al sandsynlighed ude resten af sæsonen, lød meldingen tirsdag fra Brøndby-cheftræner Jesper Sørensen.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen26. mar. 2024

24-årige Frederik Alves var blandt Brøndbys bedste spillere i efteråret, men i foråret har han endnu ikke været i kamp. Og det forventer cheftræner Jesper Sørensen heller ikke at han kommer i Mesterskabsspillet.

Midtstopperen har døjet med problemer med akillessenen, som han til sidst måtte opereres for. Og det kommer nu, med al sandsynlighed, til at holde ham ude resten af foråret. Sådan lød meldingen tirsdag middag fra Jesper Sørensen, da der var mixed zone for pressen på Brøndby Stadion.

- Alves skal vi ikke forvente at få set her i foråret. Det er en længerevarende skade, og så må vi se. Det tager noget tid. Vi ved ikke helt, hvor lang tid det kommer til at tage. Vi må tage det, som det kommer, lød det fra Jesper Sørensen.

- Han har været god i efteråret og har været foretrukket, så det er selvfølgelig ærgerligt. Ikke mindst for ham selv, at han har været skadet i en periode nu efter en periode, hvor han var rigtig god og selvfølgelig har fået det gennembrud, som han havde ventet på i Brøndby. Vi har heldigvis gode alternativer på alle positioner, men det er først og fremmest synd for Frederik.

Til gengæld ser det godt ud for Mathias Kvistgaarden, der har været lidt inde og ude af holdet i foråret på grund af baglårsproblemer.

- Kvistgaarden var inde, så var han ude igen. Han har haft lidt bøvl med sit baglår, men vi har en forventning om, at han er klar til på mandag. Der er jo lang tid til endnu. Så det er min forventning, at han er klar til at være med til at bidrage i den kamp. Men vi har jo tidligere set, at én ting er at stå her seks dage på forkant og sige, hvad man forventer, og så er det ikke sådan, det ender ud til sidst.

Brøndby IF indleder Mesterskabsspillet med et derby i Parken på mandag.

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder