
Teis Markfoged
Jesper Sørensen: For meget en forsvarskamp i anden halvleg
Jesper Sørensen er utilfreds med at Brøndby kom til at forsvare for meget i anden halvleg, men er optimistisk frem mod næste sæson.

Brøndby IF spillede søndag eftermiddag 1-1 med guldaspiranterne fra Viborg FF. Efter en fin første halvleg og en pauseføring, blev det en forsvarskamp for Jesper Sørensens mandskab i anden halvleg. Der manglede Brøndby kvalitet på bolden, så de kunne spille sig ud af presset, lyder det fra cheftræner Jesper Sørensen i mixed zone efter kampen.
- Vi skal have sat vores omstillinger sammen, så vi bliver farlige, men vi ender med at stå langt tilbage og kvaliteten i vores spil ud af det pres, som de sætter, burde have været bedre. Vi burde have mere ro i det, men det havde vi ikke. Den sidste halve time var jeg ikke så vild med. Vi kom langt tilbage og brugte enormt mange kræfter på nogle boldtab, som vi laver. I stedet for at vi bare fik spillet os ud af det, blev det alt for meget en forsvarskamp i anden halvleg.
- Vi ville gerne spille hele kampen som vi gjorde i første halvleg. Men det formåede vi ikke. Det var også planen i pausen. Vi ville gerne op og se, om vi kunne score det andet mål. Men efter et kvarter i anden halvleg begyndte det at blive et tryk ned mod vores mål.
Brøndby har nu bare to kampe tilbage i sæsonen og har ikke rigtig noget at spille for, da dagens resultat betød, at de endegyldigt er ude af kampen om de europæiske placeringer. Jesper Sørensen er optimistisk frem mod den kommende sæson, men kommer ikke til at gå all in på eksperimenter i de sidste to kampe.
- Jeg er optimistisk i forhold til næste sæson. Jeg tror selvfølgelig på, at vi kan lave en god næste sæson. Nogle af dem, som har været inde og ude af holdet, begynder at levere. Håkon (Evjen, red.) eksempelvis. Jeg synes også, at vi har leveret fine præstationer. Kampen senest mod FCK var fin i store dele af kampen. Vi ender med at tabe den. Vi spiller mod de bedste hold lige nu, og der er nogle ting, vi kan matche dem på, og så er der nogle ting, hvor vi skal oppe os. Det ved vi godt, og vi SKAL oppe os. Men jeg er optimist.
- Vi har et ansvar for at gøre alt hvad vi kan for at være kompetitive og ikke bare se på, hvad der skal ske næste år. Det bliver hurtigt hypotetisk. Vi kommer til at kigge på, hvad vi har af spillere. Hvad er det, vi gerne vil se, og hvad er det for nogle svar vi gerne vil have? Og så gør vi alt for at være kompetitive. Vi møder nogle hold, som er i en meget vigtig guldkamp. I de næste kampe møder vi FC Nordsjælland og AGF, som vi skal gøre hvad vi kan for at være kompetitive mod. Vi tog også til Viborg i dag og gjorde alt hvad vi kunne, for at få et resultat her. Det synes jeg klæder os og ligaen, at det er sådan, man griber det an.
Brøndby-cheftræneren blev også bedt om at sætte ord på Mathias Kvistgaardens præstation, og Sørensen er imponeret over den unge angriber og det, han leverer for tiden.
- Ham kunne de ikke styre. Kvistgaarden var, indtil han blev lidt træt, kampens helt store profil. Han fik lavet nogle fantastiske ting. Han har opbygget stor selvtillid og nu skal vi bare have det sidste med fra ham, nemlig at han skal score lidt mere regelmæssigt. I dag lagde vi ham helt på toppen sammen med Ohi, og det fungerede rigtig godt i store dele af kampen. Der er kommet bund i hans præstationer. Det er ensartede præstationer på et højt og flot niveau.
Brøndby IFs næste opgave er en hjemmekamp mod FC Nordsjælland.