
Carl Johan Dahl
Jesper Sørensen fik rødt: Jeg dummede mig
Jesper Sørensen fik rødt kort efter slutfløjt og det ærgrer han sig naturligvis over.

Brøndby IF tabte mandag aften 1-0 i Aarhus, men som om det ikke var nok, fik cheftræner Jesper Sørensen rødt kort efter slutfløjt. Han kom i infight med Felix Beijmo, Brøndby-træneren tog fat i trøjen på AGF-spilleren og fik derfor rødt kort.
Det var en meget ærgerlig Jesper Sørensen, der mødte pressen efter kampen.
- Jeg gik ind og sagde tak for kampen til AGFs spillere og til dommerne, og så tog jeg fat i Felix Beijmo og fik et rødt kort. Jeg dummede mig. Det var min fejl, lyder det fra Sørensen.
- Jeg gjorde det af frustration. Jeg gider ikke komme ind på det. Men det var ikke hans (Beijmo, red.) skyld, det var min fejl. Han burde ikke blive taget fat i af en modstandertræner. Jeg synes, den er dum. Den er jeg ærgerlig over. Det er en åndssvag situation, jeg sætter holdet i. Jeg er træt af det. Jeg har heldigvis rigtig dygtige folk omkring mig, der er klar til derbyet, men det er en dum situation.
På banen blev det som bekendt også til et blå/gult nederlag, men Jesper Sørensen så det som en lige kamp mod et godt hold.
- Jeg synes, vi spiller en fornuftig kamp. Det var en lige kamp mod et af de gode hold i rækken. AGF er gode og de spiller en god kamp. Men vi spiller helt lige op med dem, og vi har et godt tag på dem i anden halvleg. Vi får bare ikke scoret, og de er dygtige til at tage den, som de får. Det er ikke fordi præstationen fejler så meget, det er mere at vi er hægtet lidt bagefter nogle af de andre hold og har noget, vi skal indhente.
- Der er lang vej endnu. Dette var runde 12 ud af 32 og der er meget at spille om. Vi skal se, om vi kan finde en rytme, hvor vi kan vinde en kamp og så vinde en mere. Vi skal se, om vi kan komme ind i en stime og løfte os ud af vores resultater.
Brøndbys næste opgave er et derby hjemme på Brøndby Stadion, men det bliver altså uden Jesper Sørensen på sidelinjen.