
Bruno Volpe
Jesper Sørensen: Bedste halvleg i sæsonen
Brøndby IF tog søndag aften sejren på hjemmebane over Randers FC efter det, der, ifølge Jesper Sørensen, var den bedste halvleg i sæsonen.

Brøndby IF tog søndag eftermiddag den fjerde sejr i træk, da Jesper Sørensen tropper vandt med 3-1 på hjemmebane over Randers FC.
Derfor var det en glad cheftræner, som mødte pressen i mixed zone efter kampen, selvom han understregede, at der var forskel på spillet i de to halvlege.
- Det var hverken hensigten eller planen, at der skulle være så stor forskel på os i de to halvlege, men vi spillede os til en ret komfortabel føring i første halvleg og beskyttede den måske for meget, selvom det ikke var det, vi talte om, vi skulle gøre i pausen, siger Jesper Sørensen og fortæller, hvad han talte med spillerne om, skulle være planen i anden halvleg.
- Vi ville holde tempoet i spillet og fortsætte med at være aggressive mens vi skulle fortsætte det tempo i spillet, som gjorde, at Randers havde svært ved at følge med. Men det formåede vi ikke, så vi begyndte at forsvare føringen og spille for meget bagud.
Selvom planen ikke lykkedes i anden halvleg, kunne Jesper Sørensen alligevel trække mange positive elementer ud af sejren, hvor særligt første halvleg glædede Brøndby-chefen. En halvleg, som Sørensen kalder for den bedste i sæsonen.
- Første halvleg var den bedste i sæsonen. Vi havde fart i vores spil, og vi fik de muligheder og åbninger, som vi godt kunne tænke os, mens vi fik det flow og den kreativitet, som vi skal forsøge at få i 90 minutter.
Brøndby IF og 3F Superligaen går på landsholdspause efter denne runde, og næste kamp er derfor den 17. september, hvor AGF venter på udebane.