
Teis Markfoged
Jesper Sørensen: Ambæk og Claridge har gjort det godt
Brøndby IF\\\'s superligatrup har haft besøg af to Masterclass-talenter til træning. Det er helt naturligt, siger cheftræner Jesper Sørensen.

Før seneste Superliga-kamp mod FCK og landsholdspause kunne fans, journalister og 3point.dk’s udsendte observere, at de to unge talenter Jacob Ambæk og Adam Claridge trænede med Brøndby IF’s Superligatrup.
Cheftræner Jesper Sørensen satte efter træningen ord på brugen af de to akademispillere.
- Dem der gør det godt nede i vores gode Masterclass, de skal selvfølgelig også ind imellem træne med os i ny og næ. Så handler det også nogle gange om, hvad er det for positioner, vi har behov for og skal dækkes ind hos os.
- Det har været naturligt, at Jacob også skulle banke på til at være en af dem, der indimellem skal op og træne med os. Jakob og Adam har gjort det godt.
Del af et nyt kuld
Ambæk er 16 år og 2.års U17-spiller, og har gennem sin unge karriere vist sig som en yderst produktiv målscorer for både Brøndby og de danske ungdomslandshold. Han forlængede for nyligt sin kontrakt med Brøndby. Adam Claridge er en hårdtarbejdende central midtbanespiller på 18 år, der tørner ud for Brøndbys U19-hold. At de unge talenter træner med A-holdet, er naurligt.
- Sådan har det været hele tiden. Sidste år har vi nydt godt af, at Clement (Bischoff, red.) og Noah (Nartey, red.) begyndte at træne med, og vi har jo stadigvæk haft Oscar (Schwartau, red.), som så er ude nu samt Ludwig (Vraa-Jensen).
- Vi har også haft Adam, Lukas Larsen og Philip Søndergaard med på træningslejr de sidste to gange, når vi har været af sted. Så det er meget normalt, og nu er Jacob så en del af det kuld.
Folk skal nok få kendskab til Jakob ambæk
Det er måske ikke alle, der kender til Jacob Ambæk. Det, mener Jesper Sørensen dog, vil ændre sig med tiden.
- Det kommer de nok til over en kommende årrække, hvis man skal sige det sådan.
- Jakob er et godt og alsidigt talent, og har allerede nu en veludviklet fysik for sin alder,
der gør, at han kan være med i træninger her. Det er vigtigt, at han kan konkurrere med på den del. Så er han en dygtig angriber med gode og alsidige afslutningsfærdigheder.
- Han er et spændende talent, som vi selvfølgelig skal arbejde en del med over tiden her, så han på et tidspunkt bliver klar til at spille inde på Brøndby Stadion.
Jakob Ambæk blev senest matchvinder, da det danske U17-landshold vandt over Irland i en venskabskamp.