
Teis Markfoged
Jesper Lindstrøm om midtbanen: Det var rart at gøre det sammen med Corlu
Brøndby slog søndag eftermiddag Odense Boldklub på Brøndby Stadion. Kampen bød på mange forskellige ting, og én af dem var en ny midtbanekonstellation. Der var nemlig fundet plads til både Jesper \'Jobbe\' Lindstrøm og Rezan Corlu, som begge medvirkede til mål. Det glædede Jobbe, som var glad for, at de kunne spille sammen.

Jesper Lindstrøm har været en stor profil for de blå/gule denne sæson. Han blev forud for søndagens kamp kåret til månedens unge spiller for anden gang i træk. Det har derfor ikke været nemt for Niels Frederiksen og trænerteamet at give plads til Rezan Corlu, som var en stor profil hos Lyngby sidste sæson. Men søndagens kamp mod OB bød på startpladser til dem begge. Det var en konstellation, som glædede Jesper Lindstrøm. Der gik noget tid, før de fandt hinanden ifølge den ene af hovedpersonerne.
- Jeg synes, det var godt. Vi kan begge noget offensivt. Vi har fart og teknik, men vi snakkede lidt sammen efter første halvleg, da vi lå for langt fra hinanden i forhold til de små kombinationer. Jeg synes, vi lå tættere i anden halvleg. Jeg gav ham en bold, som han lavede assist på, og vi fik trukket nogle frispark. Det var rart, at vi kunne gøre det sammen, fortæller Jobbe til 3point.dk.
Rezan Corlu og Jesper Lindstrøm på midtbanen kastede Morten Frendrup ned på højrewingback. Det gav ifølge \'Jobbe\' mere fart på midten, men ikke nødvendigvis stærkere spil på bolden.
- Normalt har vi Morten (Morten Frendrup, red.) derinde, som er rigtig god på bolden. Han er også en god back. Jeg ved ikke, om det er sådan, at vi blev bedre med bolden på midten, men der kom noget mere fart. Det skabte uro i deres mellemrum. Det er godt for offensiven.
Der er på nuværende tidspunkt landskampspause. Brøndby IF møder Vejle Boldklub, når Superligaen vender tilbage.