
Ian Nielsen / Ian Foto Sport
Jesper Lindstrøm: Har en fantastisk connection med Mikael Uhre
I fraværet af Samuel Mraz og Simon Hedlund har et nyt angrebspar haft succes i forreste geled. Det er naturligvis Mikael Uhre og Jesper Lindstrøm, som især i seneste runde mod FC Nordsjælland havde tur i den.

For Mikael Uhre blev det til et flot hattrick og en assist i seneste spillerunde mod FCN. Jesper Lindstrøm bidrog i høj grad til den velfungerende offensive maskine i torsdagens hjemmekamp. Klokken 18:00 er de begge med i startopstillingen, når Brøndby IF skal forsøge at stjæle point fra FC København i Telia Parken. Som optakt til kampen talte TV3 Sport med Jesper Lindstrøm:
- Samuel Mraz og Mikael Uhre kan godt minde lidt om hinanden. Men det der adskiller dem mest er hurtighed. Uhre er meget hurtig, og det er helt klart noget, at jeg som makker kan bruge i angrebet. Når jeg får bolden på kanten, så ved jeg, at Uhre nok skal komme først på den. Så jeg kan slå bolden i blinde, og så skal han nok være der.
Kommer ikke bag på mig
- Det overrasker mig ikke, at det fungerer i angrebet. Vi har spillet mange træningskampe sammen som makkerpar. Vi har en god connection og forståelse for hinanden, lyder det afsluttende fra Brøndby IF\'s nummer 18.
Sidst Jesper Lindstrøm og Brøndby IF var på besøg i Telia Parken blev det til et smalt nederlag. Med en sejr i dag kan de blå/gule igen håbe på at komme tættere på den eftertragtede tredjeplads, der kan give adgang til europæisk fodbold.