3POINT
Nyheder20. mar. 2015

Jan K. inden Brøndby-kamp: Det bliver en indædt fight

FC Vestsjælland kæmper for overlevelse og Brøndby kæmper for point for at holde fast i toppen. Jan Kristiansen forudser en indædt fight mellem de to mandskaber

3point person
3point.dk20. mar. 2015

FC Vestsjælland kæmper for overlevelse og Brøndby kæmper for point for at holde fast i toppen. Jan Kristiansen forudser en indædt fight mellem de to mandskaber på søndag. På søndag tørner FC Vestsjælland og Brøndby sammen på Harboe Arena i Slagelse. Begge mandskaber har hårdt brug for tre point. FC Vestsjælland kæmper for overlevelse og Brøndby kæmper for at hænge på i toppen og kampen om tredjepladsen. Den tidligere Brøndby-spiller og nuværende FC Vestsjælland-midtbaneslider, Jan Kristiansen, forudser en kamp, der vil blive afgjort på fight og vilje. - Det bliver en svær kamp og vi skal være på mærkerne i alle 90 minutter plus tillægstid, hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om at få point ud af kampen, siger Kristiansen til 3point.dk. - Vi skal have de dyder ind, som kendetegner et bundhold og det kan vi ikke løbe fra, at vi er. Så vi skal først og fremmest have 100% fight og vilje ind i kampen og så må spillet og det polerede angrebsspil komme i anden række. På et tidspunkt skal vi også have spillet til at flyde, så vi kan lave nogle gode angreb og forhåbentligt komme på måltavlen. Jeg tror, at det bliver en indædt fight over hele banen. Det er jo også lidt de dyder, som Brøndby har haft i de sidste kampe qua deres omtalte og lidt dårlige bane, så jeg er overbevist om, at de også kommer og godt ved, at der skal fightes 100% fra start. - Stort set alle baner er mere eller mindre vanskelige i øjeblikket, så det er overskriften på de fleste holds taktikskemaer lige nu. Så jeg tror, at det bliver over hele banen, at der skal gås til stålet og så må det polerede fodboldspil komme i anden række, forklarer Jan Kristiansen til 3point.dk. Læs også: Ulrik Wilbek: Brøndbys bestyrelse skal have tålmodighed FC Vestsjælland har fået en vanskelig start på forårssæsonen og har endnu ikke fået point på kontoen. Det betyder, at det begynder at se svært ud for den sjællandske klub at sikre sig overlevelse. Det erkender Jan Kristiansen. - Det ser svært ud allerede nu. Hvis ikke umuligt, så meget, meget svært i hvert fald. Vi kigger ikke på stillingen og tabellen, for det bliver man ikke i så godt humør af. Vi tager én kamp ad gangen og prøver at få lidt selvtillid banket ind i holdet og det skal vi gerne have efter søndagens kamp. - Selvfølgelig går vi efter sejren, det ville være fantastisk, men umiddelbart vil man godt bare på tavlen med et enkelt point. Om det så bliver uafgjort eller forhåbentlig en sejr, det må vi vente og se. Men først og fremmest skal vi have vendt skuden og slettet det 0, der står ud for antal point i forårssæsonen, slutter Jan Kristiansen til 3point.dk. 33-årige Jan Kristiansen var i Brøndby fra 2008-2013 og siden 2013 har han spillet i sin nuværende klub FC Vestsjælland.

Mest kommenterede nyheder