Jan Hoffmann stopper i Brøndby
Målmandstræner Jan Hoffmann har valgt at stoppe i Brøndby og i fodboldverdenen. I stedet skal han arbejde som rekrutteringskonsulent i virksomheden Viktech. I d

Målmandstræner Jan Hoffmann har valgt at stoppe i Brøndby og i fodboldverdenen. I stedet skal han arbejde som rekrutteringskonsulent i virksomheden Viktech. I de seneste 4 ½ år har Jan Hoffmann været målmandstræner i Brøndby. Men nu stopper han, for at kaste sig ud i et nyt eventyr, som ikke har noget med fodbold at gøre. Han skal nemlig være rekrutteringskonsulent i virksomheden Viktech. - Jeg har fået en mulighed uden for fodboldens verden, som jeg ønsker at forfølge. Jeg har haft en god tid i Brøndby IF og arbejdet sammen med nogle dygtige kollegaer, som jeg har haft fornøjelsen af at dele nogle forrygende oplevelser med. Det har været et privilegie at træne målmændene her i klubben, og jeg vil savne de daglige træninger og kampene. Nu vil jeg nyde den sidste tid her i klubben, og jeg vil derfor allerede nu gerne takke klubbens fans og de mange frivillige, der hver søndag har leveret fantastiske kulisser og gode rammer. Dem vil jeg i den grad savne, siger Jan Hoffmann til Brøndbys hjemmeside. Sportsdirektør Troels Bech ærgrer sig over at miste en dygtig medarbejder, men vil ikke stå i vejen for Hoffmanns ønske. - Vi er kede af at skulle sige farvel til Jan, men hans ønske om at prøve kræfter uden for fodboldens verden respekterer vi og ønsker derfor Jan al mulig held og lykke i Viktech. Jan vil blive savnet, ikke blot for sin stærke faglighed, men også for sit smittende humør i trænerstaben og spillertruppen. Jan stopper senest ved udgangen af august, så vi er nu i fuld gang med at finde den helt rigtige afløser, der kan videreudvikle det arbejde, Jan har været garant for, og løfte os det næste skridt videre. Jan Hoffmann stopper senest i udgangen af august.