Teis Markfoged
Jan Bech: Vores mål er at melde ud om ny træner inden nytår
Brøndby IF nærmer sig sin nye cheftræner, og ifølge bestyrelsesformand Jan Bech Andersen er det målet, at man kan melde noget ud inden nytår.

Brøndby IF har stået uden cheftræner siden Niels Frederiksen stoppede i klubben mod slutningen af november. Men nu begynder det at trække op til en snarlig trænerpræsentation på Vestegnen.
Bestyrelsesformand Jan Bech Andersen fortæller til bold.dk, at målet er at kunne melde ud om ny Brøndby-cheftræner inden nytår.
- Vores mål er, at vi melder det ud inden nytår, og jeg er også fortrøstningsfuld for, at vi når i mål med det, siger han til bold.dk.
Han fortæller videre, at der er få kandidater tilbage, men at der både er kandidater med dansk og udenlandsk pas.
- Der er både folk med og uden dansk pas, der er i spil her i den sidste proces. Der er stadig flere kandidater i spil til jobbet, men vi er nede på mindre end en håndfuld nu, så det er der, vi er.
Brøndby IF-spillerne møder ind igen efter ferien den 9. januar, hvor pre-season venter.