
Teis Markfoged
Jan Bech om Wass: Forventer afgørelse snart
Til Tipsbladet fortæller Jan Bech Andersen, at han forventer en snarlig samtale og forlængelse med Daniel Wass.

Brøndbys fans kan formentlig snart forvente en god push meddelelse fra Brøndby-appen.
En af klubbens helt store profiler forventes snart at få fremtiden på plads, og bestyrelsesformand i Brøndby IF, Jan Bech Andersen, forventer, at det ender ud i en forlængelse med Daniel Wass.
Det siger han i et interview med Tipsbladet.
- Jeg kan ikke sidde og love noget her, for det er Benjamin (Schmedes, red.), der står for kontraktforhandlingerne, men det er min forventning, at det kommer til at ske.
Jan Bech håber på, at en løsning kommer på banen meget snart.
- Vi havde aftalt med Daniel, at det her transfervindue lige skulle overstås, og så håber jeg, vi kan sætte os ned med ham inden for den næste uges tid, eller måske endda her i Portugal, og så se ind i fremtiden og finde en løsning.
- Det er 100 procent på vores to do-liste, og det er også aftalt med Daniel. Det hele er i overensstemmelse og i tråd med aftalerne, siger han til Tipsbladet.
Som det ser ud nu, har den rutinerede midtbane-profil kontraktudløb til sommer.