Teis Markfoged
Jan Bech om fravalg af venstre back: Skal vise de unge tillid
Brøndby endte med ikke at købe en ny venstre back i det netop overståede transfervindue. Ifølge Jan Bech Andersen er det vigtigt at vise de unge spillere tillid, siger han til Tipsbladet.

Der kom en ny til midtbanen, men nogle vil nok mene, at der stadig manglede én.
En ny venstre back, måske?
Brøndby var ellers meldt klar til at forstærke den yderste venstreside af forsvaret, og der blev arbejdet hårdt på at opfylde fansenes ønske. Det fortæller bestyrelsesformand i Brøndby IF, Jan Bech Andersen, til Tipsbladet.
Men sådan gik det som bekendt ikke.
Det skyldes, ifølge Jan Bech, at der også står blandt andre en Masterclass-spiller på spring.
- Det skal gerne være klare forbedringer og forstærkninger af holdet, for vi har Lukas Larsen, vi har Marko Divkovic, og så har vi Sean Klaiber, der også kan dække den back.
Ifølge Jan Bech spurgte den sportslige ledelse Frederik Birk, om der var behov for at hente en af de næste på listen, men man valgte at gå ind i forårssæsonen med den nuværende trup.
- Det er også vigtigt over for Lukas og de andre unge, at vi ikke bare tager nogle ind for at tage dem ind. Vi bliver sgu nødt til at vise dem tillid, som vi også har gjort i træningskampene her, så de kan se, der er en vej ind på førsteholdet, siger han til Tipsbladet.
Til sidst lukker Jan Bech også Brøndbys vindue helt i, selvom det stadig er en mulighed at hente kontraktfrie spillere. Det bliver ikke aktuelt.