Jan Bech klar med flere penge: Ønsker at denne fantastiske klub skal realisere sit potentiale
Jan Bech Andersen er i den kommende aktieemission klar til at smide flere penge i Brøndby. Det gør han, fordi han ønsker klubben det bedste og at den skal reali

Jan Bech Andersen er i den kommende aktieemission klar til at smide flere penge i Brøndby. Det gør han, fordi han ønsker klubben det bedste og at den skal realisere sit potentiale. Brøndby er klar med en ny aktieemission, som vil indbringe klubben mindst 100 millioner kroner og helt op til 140, hvis man får det fulde mulige udbytte. Hovedaktionær Jan Bech Andersen tegner sig for 67 af de millioner, der er sikret ved emissionen. Der er flere grunde til at Bech Andersen vælger at smide flere penge efter klubben, forklarer han til Brøndbys hjemmeside. - Når jeg investerer i Brøndby IF, så er det fordi, jeg ønsker, hvad der er bedst for klubben, og at gøre mit til at få denne fantastiske klub til at realisere sit kæmpe store potentiale, således at klubben også om 25, 50, ja, 100 år, fortsat er en del af den absolutte top i dansk og skandinavisk fodbold. - Men det er ikke kun, fordi jeg har et blågult hjerte. Jeg investerer også, fordi jeg tror på, at selskabet med Strategi 6.4, kan skabe værdi for sine aktionærer og investorer. Siden jeg gik ind i klubben som investor, har min førsteprioritet og højeste ambition været at sikre, at Brøndby IF bliver en sund og veldrevet forretning og dermed kan skabe værdi for sine aktionærer og investorer. Der er blevet spekuleret i at Jan Bech Andersen ønsker at genindtræde som bestyrelsesformand i klubben, men det er ikke andet end spekulationer på nuværende tidspunkt, forklarer han. - Brøndby IF har et dygtigt formandskab, som jeg har et glimrende samarbejde med. Som jeg har sagt før, så har det aldrig været og bliver aldrig vigtigt for mig, eller et mål i sig selv, at være formand for Brøndby IF. Jeg har intet behov for den opmærksomhed, der følger med det måske mest eksponerede formandsjob, der i dansk erhvervsliv. - Det eneste, jeg har fokus på, er, hvad der er bedst for klubben, og hvordan denne fantastiske klub realiserer sit kæmpe store potentiale, således at klubben også om mange år fortsat er en del af den absolutte top i dansk og skandinavisk fodbold. Hvis en enig bestyrelse og ejerkreds ønsker, at jeg genindtræder som formand, så vil jeg forholde mig til det, men det er og bliver ren teori og spekulation, for lige nu har vi som sagt et dygtigt formandskab. Om jeg bidrager til denne rejse som ejer, fan eller som formand er ikke vigtigt. Det vigtige er, at vi lykkes. Det er det eneste, der optager mig. Læs mere om den kommende kapitaludvidelse her.