Teis Markfoged
Jan Bech: Har over en længere periode drøftet vejen frem
Brøndbys bestyrelsesformand Jan Bech Andersen takker Carsten V. Jensen for hans indsats i Brøndby IF.

Carsten V. Jensen er ikke længere fodbolddirektør i Brøndby IF. Det blev offentliggjort tirsdag eftermiddag, at CV er stoppet dags dato.
Bestyrelsesformand Jan Bech Andersen udtaler sig på klubbens hjemmeside på vegne af bestyrelsen og udtrykker en stor tak til Carsten V. Jensen.
- Vi skylder Carsten en kæmpe tak for den udvikling, vi som klub har taget, og for den professionalisme han har bragt med sig samt hans ihærdige indsats for Brøndby IF. Vi har over en længere periode drøftet vejen frem og fundet frem til, at vi og Carsten nu må gå hver vores vej. Vi ønsker Carsten alt det bedste fremadrettet, lyder det fra Jan Bech Andersen.
Scott McLachlan har midlertidigt overtaget posten som fodbolddirektør, mens arbejdet med at finde CVs afløser pågår.