Teis Markfoged
Jan Bech giver sig selv mundkurv på
På Brøndbys generalforsamling har Jan Bech Andersen garanteret, at der ikke kommer flere kontroversielle opslag på sociale medier. Ellers træder han af, sagde han ifølge Bold tirsdag foran 200 aktionærer.

Jan Bech Andersen på de sociale medier er blevet et emne på tirsdagens generalforsamling.
Og det var bestyrelsesformanden selv, der bragte det på banen. Det skriver Bold.
I den forbindelse har Bech Andersen givet sig selv mundkurv på – i hvert fald på de sociale medier, imens der også kom en undskyldning.
- Jeg vil gerne sige undskyld, fordi jeg svarede en fan i forbindelse med vores kamp mod Legia Warszawa, hvor vi røg ud af Europa.
- Jeg har også sagt undskyld til bestyrelsen og til ledelsen i klubben. Mine bemærkninger skabte meget postyr. Sker det igen, træder jeg tilbage, har han angiveligt sagt.
Det seneste optrin kom efter den europæiske kamp mod Legia Warszava, hvor Brøndby som bekendt endte med at måtte forlade turneringen, og Jan Bech efterfølgende skrev til en Brøndby-fan:
- Jeg kan i hvert fald sige med hånden på hjertet, jeg har råbt og skreget på forstærkningerne og presset alle, da denne mulighed for gruppespil var markant større end normalt – det er meget skuffende og ikke i orden.