Jan Bech debatterede under dæknavn på SSO - og inviterede fans på kaffe
Brøndbys bestyrelsesformand Jan Bech Andersen har debatteret med Brøndby-fans på debatsiden Sydsiden Online under et dæknavn og også inviteret fans på kaffe. Sy

Brøndbys bestyrelsesformand Jan Bech Andersen har debatteret med Brøndby-fans på debatsiden Sydsiden Online under et dæknavn og også inviteret fans på kaffe. Sydsiden Online, også kaldet SSO, er et yndet sted for Brøndby-fans at debattere med hinanden om alt hvad der vedrører klubben og fodboldholdet Brøndby IF. Hvad få dog har vidst er, at klubbens bestyrelsesformand Jan Bech Andersen har debatteret med under dæknavnet 'Oscar'. Ekstra Bladet og flere andre danske medier bekræfter, at det er bestyrelsesformanden, der har skrevet under dette alias. Søndag aften efter nederlaget til SønderjyskE afslørede han sin identitet, da han inviterede fans på kaffe og en snak om klubben. - Den er god nok. Til alle der er utilfredse kom gerne på stadion imorgen kl 1400 - så tager vi et møde i Vilfort lounge og vender alle punkter. Det er som sagt nu vi skal bakke op - ingen af os inklusive mig selv er blinde. Vi har bestyrelsesmøde kl 1030-1400 og derfter tager jeg gerne en kop kaffe med alle der ønsker at udtrykke deres mening. Sov godt. Kh Jan Bech, skrev han i sit afsluttende indlæg i debatten. En enkelt fan dukkede op til kaffe med Jan Bech, mens mange ikke troede på, at det for alvor var ham. 3point.dk har været i kontakt med den ene fan, der mødte op til kaffe med Jan Bech Andersen og han bekræfter mødet og at de havde en god snak om Brøndby over en kop kaffe.