3POINT
1659886824-DSC09568.jpg

Teis Markfoged

Nyheder7. aug. 2022

Jammerlig Brøndby-indsats førte til klart nederlag i Parken

Brøndby IF tabte søndag eftermiddag med 4-1 på udebane til FCK i en pinlig præstation.

3point person
Thomas Kramer Nielsen7. aug. 2022

Søndag eftermiddag stod den på Superliga-derby nummer 100 i et mere eller mindre udsolgt Parken, hvor begge mandskaber skulle forsøge, at få kickstartet sæsonen efter en svingende start i Superligaens første tre runder.

Der var kun en enkelt ændring i startopstillingen i forhold til i torsdags, så der var givet startplads til torsdagens matchvinder, Divkovic, hvilket betød, at Kvistgaarden måtte vige pladsen og starte opgøret på bænken.

Brøndby var meget tæt på at få en mareridtsstart, da de glemte at forsvare, og Daramy tog et godt raid og fandt en fri Haraldsson i feltet, der tvang Hermansen til at reagere hurtigt og lave en rigtig god redning.

Herefter fik de blå-gule arbejdet sig mere ind i kampen med en masse afleveringer rundt og god tålmodighed, men uden at blive farlige.

Farligt blev det til gengæld hver gang FCK angreb. Og efter et hjørnespark til FCK, hvor Brøndby ikke fik clearet ordenligt, dumpede bolden ned på kanten af feltet, hvor Falk sparkede første gang, og efter et par afretninger, røg den ind bag Hermansen i målet. 1-0.

Brøndby svarede hurtigt igen. Efter en god sekvens på bolden med en masse afleveringer, endte det med at Divkovic lagde bolden af til Cappis, der tog chancen fra distancen og hamrede den ind i nettet til 1-1.

Det fik FCK til at sætte sig mere på kampen, og det indledte en FCK-dominans, som Brøndby aldrig rigtig fik svaret tilbage på i første halvleg. Hjemmeholdet spillede bolden tålmodigt rundt. Det fik de et par angreb og dødbolde ud af. Især på dødboldene var Brøndby usikre. Hver gang FCK havde bolden på den sidste tredjedel, sad man med en følelse af at det ville gå galt, for det blev farligt næsten hver gang.

Derfor blev det også 2-1 til FCK, da Diks, lidt for nemt, trak forbi Riveros og fandt Haraldsson inde i feltet. Hermansen redede bolden i første omgang, men Biel kom hurtigt over returen og headede den ind. Med nogenlunde samme opskrift blev det også til 3-1. Vavro var gået med frem og lå til højre, hvorfra han slog bolden hårdt langs jorden, og der dukkede Biel op igen.

På det efterfølgende angreb fik Brøndby et hjørnespark, hvor de blå-gule var tæt på at score, men FCK fik clearet. 3-1 var også resultat, da dommeren fløjtede til pause.

Anden halvleg fortsatte, hvor den sluttede, og Brøndby var i store perioder reduceret til statister. FCK kontrollerede kampen fuldstændigt og de få gange, hvor Brøndby fik erobret bolden, var det ikke meget, der blev sat sammen.

Det var mere et spørgsmål om tid, hvornår FCK ville score, fremfor om Brøndby ville reducere. Derfor var det heller ikke den store overraskelse, da Biel fik prikket endnu en ripost ind til slutresultatet 4-1 og hattrick af Biel.

Jammerlig indsats af Brøndby! Der var ganske enkelt enormt stor forskel på alt, hvad de to hold foretog sig i kampen. Fuld fortjent sejr til hjemmeholdet.

Mest kommenterede nyheder