3POINT
Jacob Rasmussen

Brøndby IF

Nyheder14. jul. 2023

Jacob Rasmussen: Spiller for at vinde kampe og medaljer

Jacob Rasmussen er kommet til Brøndby IF for at spille med i toppen af Superligaen.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen14. jul. 2023

Brøndby IF har fredag formiddag præsenteret 26-årige Jacob Rasmussen som ny mand i klubben. Den venstrebenede forsvarsspiller skifter fra italienske Fiorentina og har skrevet under på en kontrakt til sommeren 2027.

Han glæder sig til at komme i gang i sin nye klub, hvor han kan øse ud af den erfaring, han har fået qua mange år i udlandet. Og så er han kommet til Brøndby for at spille med i toppen af Superligaen:

- Jeg har fået min fodboldopvækst på Fyn og kom til udlandet i en relativ ung alder. Det har bragt mig fra norsk og tysk fodbold til Serie A og Æresdivisionen, hvilket har udviklet mit spil og mig selv personligt utroligt meget. Jeg er et sted i min karriere, hvor jeg har en masse erfaring, som jeg ønsker at få bragt i spil i en klub, der ønsker at spille med i toppen af sin respektive liga, siger Jacob Rasmussen til Brøndbys hjemmeside.

- Så da jeg først hørte om Brøndby IF’s henvendelse, og med mit kendskab til Brøndby IF’s trup og klubbens ambitioner, så var jeg aldrig i tvivl om, at det var det rette match. Ligesom fansene ikke står på tribunerne og støtter holdet for sjov skyld weekend efter weekend, så spiller jeg fodbold for at vinde kampe og medaljer. Derfor er jeg utrolig glad for at blive en del af Brøndby IF, og jeg glæder mig til at møde mine nye holdkammerater og til at give den fuld gas til træning. 

Jacob Rasmussen har fået trøje nummer 4 i Brøndby IF.

Mest kommenterede nyheder