Jacob Rasmussen: Holdet kæmpede hårdt
Skader har været med til at holde Jacob Rasmussen ude af Brøndbys hold i U/17-Ligaen, men i lørdags var vendelboen med fra start for første gang. Det fejrede Ra

Skader har været med til at holde Jacob Rasmussen ude af Brøndbys hold i U/17-Ligaen, men i lørdags var vendelboen med fra start for første gang. Det fejrede Rasmussen med en flot scoring. I sommer kom Jacob Rasmussen til Brøndby IF fra Hjørring umiddelbart efter, at han var blevet udtaget til U/16-landsholdet. Det blev imidlertid ikke til nogle landskampe i denne omgang, og det har også været småt med spilletid på de blå/gules bedste U/17-mandskab. Lørdag var vendelboen imidlertid med fra start, da Brøndby mødte Silkeborg i U/17-Ligaen. - Det var min tredje kamp, men min første i startopstillingen. Jeg har haft lidt problemer med skader, som har holdt mig ude, men det har ikke været noget længerevarende, siger Jacob Rasmussen til 3point.dk og beskriver sejren på 3-1 over Silkeborg: - Jeg synes, vi sad godt på kampens start, men efter vi scorede vores andet mål faldt vi lidt i niveau. Da de så scorede deres mål, blev det meget intenst til sidst. Heldigvis kæmpede holdet hårdt, og det var også grunden til at vi endte med at vinde kampen. Tilbage i juli fortalte Jacob Rasmussen til 3point.dk, at han sparker godt med sit venstre ben, og det blev bevist mod Silkeborg, idet netop Rasmussen bankede det første mål ind direkte på frispark efter mindre end fem minutters spil. Scoringen får dog ikke forsvarstalentet til at miste jordforbindelsen. - Jeg er bare glad for, at jeg kunne hjælpe holdet med de tre point, slår Jacob Rasmussen afslutningsvis fast. Jacob Rasmussen fyldte 16 år i februar og bor på Idrætsefterskolen i Brøndby. U/17-mandskabet i Brøndby spiller igen på lørdag kl. 15:15, hvor OB kommer til Vestegnen.