3POINT
1723394280-DSC0892433.jpg

Adam Møller Karlsen

Nyheder11. aug. 2024

Jacob Rasmussen: Har mange optræk, men mangler den sidste kvalitet

Jacob Rasmussen satte efter kampen ord på 1-0-nederlaget til AGF på Brøndby Stadion.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen11. aug. 2024

Brøndby IF skulle søndag forsøge at komme tilbage på sejrssporet efter torsdagens nederlag til Legia Warszawa, men sådan skulle det ikke gå for Jesper Sørensens mandskab. Det blev til en AGF-sejr på 1-0 på en dag, hvor Brøndby manglede den sidste kvalitet i begge ender.

Sådan lød det fra forsvarsspiller Jacob Rasmussen efter kampen:

- Jeg føler egentlig, at vi har okay styr på kampen sådan hele vejen igennem. Det er klart, at det er umuligt at holde dem helt fra chancer, og de har også optræk til nogle enkelte ting, men jeg føler, vi har okay styr på det. Så har de en periode fra omkring minut 60, hvor de får en masse hjørnespark, indkast og indlæg, som gør, at de kan få trykket os lidt ned, og vi får svært ved at komme ud. Vi bliver spillet lidt ned og mister lidt momentum og flow i den måde, vi gerne vil spille på.

- Vi har i dag mange optræk og mange gange, hvor vi egentlig kommer rundt i gode positioner, men hvor vi ikke rammer nogen. Men vi kommer i de positioner, og så er det måske bare den sidste kvalitet, som lige mangler. Både i den ene ende og i den anden ende. De scorer på et hjørnespark og sådan er det i fodbold nogle gange. Selvom man forbereder sig på ting, kan det stadig godt ske, at de scorer, og det gjorde de desværre i dag.

Skuffet i dag og i morgen

Patrick Mortensen scorede for Gud ved hvilken gang mod Brøndby. Denne gang på et hjørnespark. Flere fans undrede sig over at Sean Klaiber skulle markere Mortensen, men Jacob Rasmussen forklarer:

- Jeg står med Tingager, og Rasmus (Lauritsen, red.) dækker en zone, som vi aftalt. Så er der jo ikke så mange tilbage. Og Sean (Klaiber, red.) er jo egentlig en af dem, der kan, for han er faktisk rigtig god til at dække kampen og komme ind på kroppen, så det er svært for modstanderen at få tilløb til en chance, og det synes jeg jo egentlig heller ikke, der skete i denne situation. Han klistrer sig jo op ad ham, men på en eller anden måde får han krænget sig ind over ham og headet den ind. Nogle gange må man også bare lette på hatten og sige, at det var godt headet ind.

Nederlaget gør ondt på Brøndbys nummer 4, men det handler også om at rejse sig hurtigt, siger han.

- Selvfølgelig gør den ondt. Alle kampe, som man taber, gør super ondt, men på den anden side, kan du også sige, at det er fedt, at vi har kamp igen på torsdag til at rejse os i. Vi er alle sammen skuffede og det er også tilladt at være skuffet i dag. Måske også i morgen. Men så efter det, er der ikke tid til at være skuffet mere, for så må vi se frem mod kampen på torsdag.

Torsdag aften skal Brøndby nemlig forsøge at vende billedet på hovedet mod Legia og spille sig videre i Conference League-kvalifikationen.

Mest kommenterede nyheder