3POINT
Nyheder4. nov. 2018

Ingen vej tilbage

Det er derbytid og det har Juri Ahrskov Rao skrevet lidt om. Følgende tekst er skrevet af Juri Ahrskov Rao. Juri er underviser på Den Danske Filmskole og vil me

3point person
3point.dk4. nov. 2018

Det er derbytid og det har Juri Ahrskov Rao skrevet lidt om. Følgende tekst er skrevet af Juri Ahrskov Rao. Juri er underviser på Den Danske Filmskole og vil med udgangspunkt i sin kærlighed til Brøndby, skrive tekster til 3point.dk om hvad der rører sig i klubben. Og hvad der rører ham. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Jeg elsker min klub og stoltheden er intakt, men på søndag er der ingen vej tilbage. Man siger, at derby-kampene har et liv i sig selv, men hvad man ofte glemmer er, at de også har et liv bagefter. Jeg er sikker på, at de unævnelige inde fra byen ikke har glemt sidste år, hvor de blev onduleret, fileteret, massakreret, - og al mulig andet godt fra havet. De har ikke glemt det, fordi de konstant blev mindet om det i tiden efter kampen. Sådan vil det også være på søndag. Det er en kamp, som overskrider kamptidspunktet og borer sig ind i dagene, ugerne og månederne efter. Så derfor - forklaringernes tid er forbi, ikke flere undskyldninger eller analyser. Jeg er hamrende ligeglad med kaos-taktik, udvikling og proces, - vi skal vinde den kamp. Det må gerne være grimt, frastødende og upassende. For jeg ved, at vi har skønheden i os, den lever vi i hver eneste dag, gennem vores værdier, tradition og historie. På søndag er det uendeligheden som kommer på besøg. På søndag har jeg, sammen med alle andre Brøndby-fans endnu engang mulighed for at være en del af en fortælling, som aldrig bliver slettet fra vores fælles hukommelse. Spillerne taler om, at give noget tilbage til os fans. Derfor kræver jeg en sejr på søndag. Jeg ved godt, at spillerne ikke kan levere den alene, for fodboldguderne har på en eller anden måde set sig sure på os. Det er stolpe ud, det er overligger ud, det er alting ud. Men det kan vi ikke tage os af. Vi skal vinde guderne, hjemmebanen og fodbolden tilbage. Vi kan ikke mere tale om det, som går galt. Det er på tide, at tale om det vi kan og det vi vil. Så derfor er mit spørgsmål til spillere - Vil I vinde? - VIL I VINDE? Så gør det på søndag, for jeg ved at I har det I jer. Ikke mere snak, der er ingen vej tilbage, og efter kampen skal der være “blod” på jeres trøjer og det skal kke være jeres eget. Og lad mig så lige slå en ting fast, uanset at de andre dømmer os nede, ude og væk, - så er vi Brøndby og vi vil aldrig lægge vores skæbne i andres hænder. Så kom nu, - give os noget - giv os en sejr på søndag, og giv os vores mandag tilbage, for vi har brug for at vise, at når vi ikke har nogen vej tilbage, - så må dem fra byen betale prisen.

Mest kommenterede nyheder