
Teis Markfoged
Ingen FCK-fans til derby på Brøndby Stadion
Der kommer ingen fans fra FC København, når der i oktober spilles derby på Brøndby Stadion.

Den 16. oktober klokken 16.00 er der derby på Brøndby Stadion, men der bliver ikke den sædvanlige stemning med smædesange fra den ene ende til den anden. Der kommer nemlig ingen fans fra FC København.
Divisionsforeningen har besluttet, at derbyet spilles uden fans af udeholdet. Det skyldes den seneste tids episoder med ballade.
- Den nuværende situation med en række episoder indenfor kort tid gør, at Divisionsforeningen har følt sig nødsaget til at indføre en række begrænsninger mod os som klub på udebane, og mod det vi ønsker et Derby skal være. Noget af det helt særlige ved et Derby forsvinder, når det ene holds fans ikke må være der, og det er ikke sådan, vi ønsker et Derby skal afvikles. Men desværre står vi nu i en situation, hvor de få er lykkedes med at ødelægge det for de mange, siger administrerende direktør Ole Palmå til Brøndbys hjemmeside.
- Vi tror på, vi kan komme et godt stykke af vejen med værktøjer og tiltag, men vi har også et behov for at gentage, at den enkelte på tribunen skal gøre op med sig selv, om det er støtten til holdet eller jagten på ballade, der er det vigtigste. Ønsker man balladen, så skal man vide, at man ikke er velkommen. Dem, der bevidst vælger at overtræde loven og sætter sig selv over klubben, må og skal forstå situationens alvor og de ødelæggende konsekvenser af deres handlinger.
Derbyet spilles som tidligere skrevet den 16. oktober på Brøndby Stadion.