.jpg%3F2026-07-06T09%253A30%253A42.125Z&w=3840&q=75)
Teis Markfoged
Indskifterne gjorde arbejdet færdigt og nedlagde FCN
Indskifterne gjorde en stor forskel for Brøndby IF, da de onsdag aften vandt 3-0 over FC Nordsjælland på udebane.

Onsdag aften skulle Brøndby IF atter i kamp i Mesterskabsspillet. Denne gang var det en udekamp mod FC Nordsjælland.
Anis Slimane gled ind i startopstillingen i stedet for karantæneramte Jesper Lindstrøm. Hjörtur Hermannsson og Kevin Mensah var også tilbage blandt de startende 11 for gæsterne.
Brøndby fik en fin start på kampen og det gjorde Slimane også. Han lagde ud med en god bolderobring og sideskift, men der kom ikke afslutning på det ellers fine angreb. Og det skulle blive symptomatisk for Brøndbys halvleg.
For de blå/gule spillede faktisk fint og holdt i grove træk hjemmeholdet fra det helt store inden pausen. I den anden ende spillede FCN med stor risiko i opspillet. Når det lykkedes at spille sig ud af Brøndbys pres, så det forrygende ud, men det gav også en del muligheder til Brøndby.
Men Brøndby havde svært ved at få produkt på alle de optræk til gode chancer. Det blev til et par halvforkølede afslutninger, men ikke noget der for alvor gav Peter Vindahl i FCN-målet problemer.
Han blev til gengæld overlistet midt i første halvleg. Anis Slimane blev sendt i dybden af Andreas Bruus i højresiden. Slimane tryllede og fik på en eller anden måde driblet sig forbi en modspiller eller to, inden han med et fladt indlæg fandt Mikael Uhre i feltet, der på fornem vis sendte bolden i mål med en afslutning bag om støttebenet.
VAR tjekkede målet for om bolden var ude, da Slimane driblede. Fra stadion så det unægteligt sådan ud, men linjedommeren var placeret lige ud for situationen og dømte ingenting, ligesom VAR også lod målet stå. Måske noget med utilstrækkelige tv-billeder.
Marvin Schwäbe var på plads, da der var brug for den eneste redning fra ham i første halvleg. FCN fik spillet sig flot igennem og Magnus Kofod Andersen vendte flot med bolden på kanten af feltet, inden han huggede på mål, men måtte se Brøndby-keeperen parere.
Stillingen ved pausen var 1-0 til pausen efter en fornuftig første halvleg af Niels Frederiksens mandskab, hvor Slimane havde gjort det rigtig fint i Lindstrøms fravær.
I anden halvleg kom FCN bedre ud og de begyndte at finde hinanden bedre, ligesom de fandt flere af de rum, de gerne ville. Derfor blev det mere en forsvarskamp for Brøndby, men det passede de blå/gule fint, for så kunne de slå kontra.
Og udskifterne gjorde en forskel i dag. Da Brøndby begyndte at blive presset, skiftede Frederiksen Andrija Pavlovic og Lasse Vigen ind og de gjorde begge en stor forskel for Brøndby. Vigen tog fat i spillet og Pavlovic var stærk med ryggen mod mål.
FCN pressede på for en udligning og Brøndby havde ikke formået at lukke kampen, selvom Uhre havde haft tre gode tilbud efter pausen. Vigen fik også en god chance, hvor han dog traf det forkerte valg og sparkede selv.
Brøndbys bedste på dagen var evigt hårdtarbejdende Simon Hedlund, som kronede en flot kamp med en assist til Pavlovic. Angriberen hakkede tørt bolden i kassen til 2-0 og så var den lukket for Brøndby.
Hjemmeholdet gav dog ikke op og kastede alle mand frem. Det gav muligheder den anden vej. Pavlovic lagde på fremragende vis bolden i dybden til indskiftede Oskar Fallenius, der på lige så fremragende og uselvisk vis fandt Vigen bagerst i feltet. Han scorede sikkert til 3-0 til Brøndby.
Det blev ikke til mere og derfor vandt Brøndby sin første kamp i Mesterskabsspillet. 3-0 på udebane mod FC Nordsjælland.