3POINT
Nyheder18. dec. 2018

Imponeret Uffe Bech hylder Brøndbys fans

Uffe Bech har været imponeret af Brøndbys fans. Når Sydsiden først går amok, er der ikke meget, der kan måle sig med det. Det blev kun til et kort ophold for Uf

3point person
3point.dk18. dec. 2018

Uffe Bech har været imponeret af Brøndbys fans. Når Sydsiden først går amok, er der ikke meget, der kan måle sig med det.

Det blev kun til et kort ophold for Uffe Bech i Brøndby. Angriberens lejeaftale er ikke blevet forlænget og han vender derfor tilbage til tyske Hannover 96.

Men Brøndby har ikke bare været en parentes i Bechs karriere. Han har virkelig nydt sin tid i klubben.

- Jeg har kun været her i tre og en halv måned, men jeg har godt nok lært mange mennesker at kende, som jeg er kommet til at holde af. Det føles som om, jeg har været her i meget længere tid, siger han til 3point.dk.

- Jeg har fået nogle fantastiske venner på holdet, men også folk i og omkring klubben. Og så er jeg selvfølgelig også nødt til at nævne alle fansene. Det er en oplevelse hver gang, ligegyldigt om det er hjemme eller ude.

- Det kommer jeg også til at savne. Det har gjort stort indtryk på mig.

Faktisk fremhæver Bech netop fansene, da han bliver spurgt ind til, hvad der har været den største oplevelse for ham i Brøndby-tiden.

- Fansene, vil jeg sige. Det er svært, for jeg har også haft nogle fantastiske holdkammerater, men det har været meget specielt at opleve fansene hver gang. Jeg har spillet mod Brøndby mange gange med FC Nordsjælland, men det er lidt sjovere at have dem med sig.

- I Hannover er der 49.000, når der er udsolgt, så der kan også være fantastisk stemning, men når Sydsiden først går amok, er det altså noget andet. De kan larme og give den gas, og man mærker virkelig kærligheden til klubben. Det giver energi på banen, men lige i dag udmøntede det sig ikke i det resultat, vi gerne ville have. Men fede fans!

25-årige Uffe Bech har et halvt år tilbage af sin aftale med Hannover.

Mest kommenterede nyheder