Imponeret Absalonsen: Et forvandlet Brøndby-hold
Johan Absalonsen er ikke bleg for at rose Brøndby-holdet, som søndag aften gav ham og holdkammeraterne en fodboldlektion, som han formulerer det. På sidste spil

Johan Absalonsen er ikke bleg for at rose Brøndby-holdet, som søndag aften gav ham og holdkammeraterne en fodboldlektion, som han formulerer det. På sidste spilledag i sidste sæson mødtes SønderjyskE og Brøndby på Brøndby Stadion. Her var det gæsterne fra Haderslev, der kunne juble - både over en sejr på 2-1 og over sølvmedaljer. I går mødtes så de samme mandskaber, men med et helt andet udfald. SønderjyskE-profilen Johan Absalonsen er imponeret. - Det er et helt andet hold vi møder i dag. Det Brøndby-hold vi mødte i slutningen af sidste sæson, var ikke i nærheden af det hold, vi mødte i dag. Det var et forvandlet Brøndby-hold og et hold, som virkelig spiller med selvtillid, optimisme og masser af idéer i spillet. Vi fik en fodboldlektion i dag, må vi erkende, sagde han til 3point.dk efter kampen og fortsatte: - De er rigtig gode på bolden og de har den rigtig meget. De spiller meget direkte og taber meget få bolde på midten. Specielt i anden halvleg kom vi ikke rigtig i nærheden af bolden. Jeg må bare give stor cadeau til Brøndby, de spillede sgu godt i dag. Den tidligere Brøndby-spiller er også imponeret over hvor hurtigt det er gået med at forvandle holdet fra Vestegnen. - Det overrasker mig, at man kan lave så stor en forvandling over en sommer. Ikke helt med de samme spillere, men i det store hele med næsten den samme stamme. Det er et virkelig godt Brøndby-hold, så vi må lette på hatten og hjem og arbejde videre, for der var et godt stykke op til Brøndby i dag niveaumæssigt. - Brøndby har virkelig fundet en spillestil og et koncept der virker. Særligt i Superligaen er de braget igennem og man kan godt sige, at det er lidt på de samme dyder som vores. De var bare fire-fem gange bedre til det end vi var i denne kamp. SønderjyskE har ikke fået en optimal start på Superligaen, men har til gengæld imponeret i Europa League, hvor de ligesom Brøndby er klar til playoff-runden. Men det tætte kampprogram har ikke noget med den svingende form at gøre, mener Absalonsen. - Jeg tror egentlig ikke det har så meget med det at gøre. Vi havde en fantastisk sidste sæson og overgik alle forventninger og tidligere i historien har vi set masser af eksempler på, at den anden sæson er svær, når man har været oppe at ramme et vanvittigt niveau i forhold til klubbens størrelse. Vi skal holde hovederne kolde. Fordi vi blev nummer to sidste år, er vi ikke partout et top fire-hold i år. 30-årige Johan Absalonsen var i Brøndby fra 2004 til 2006, inden turen gik videre til OB.