Teis Markfoged
ID-krav til Brøndby-fans på kommende udebaneture
Der indføres en række nye krav og restriktioner for Brøndby-fans på udebane for at dæmme op for episoderne, hvor der har været ballade.

Det bliver mere besværligt at være Brøndby-fan, som skal på udebane i den kommende tid. Det skyldes en række nye krav og restriktioner fra Divisionsforeningen efter flere episoder med blandt andet vold og hærværk.
Derfor indføres der nu et krav om at Brøndby-fans ved billetkøb til udebaneafsnit registreres med fulde navn og skal tjekkes med ID ved indgangen, ligesom klubben investerer i et mobilt ansigtsgenkendelsessystem, som kan bruges på udebaner.
- Vi har over en længere periode drøftet forskellige mulige billet- og belønningsmodeller til de mange Brøndby-fans, der støtter holdet uge efter uge. Vi oplever, at der er mange Brøndby-fans, som støtter holdet, når vi spiller på udebane. Deres støtte og loyalitet vil vi gerne have bedre mulighed for at belønne på samme måde, som vi gerne vil belønne dem, der kommer hyppigt på Brøndby Stadion. Derfor har vi over længere tid arbejdet på at oprette en ’Udebane Profil’, som betyder, at hver gang man køber billet og støtter holdet på udebane, så får man muligheden for at registrere sig med henblik på at vi på et tidspunkt kan belønne de mest trofaste fans. Dette har vi som sagt arbejdet på et stykke tid og forventer at have på plads og klar til at rulle ud engang i det nye år, siger administrerende direktør Ole Palmå til klubbens hjemmeside.
- I denne proces er vi dog blevet overhalet af en helt anden virkelighed, hvor vi netop nu har et stort behov for at få et mere komplet overblik over, hvem der kommer ind på vores udebaneafsnit. I Viborg oplevede vi desværre, at flere karantæneramte var at finde på vores tildelte udebaneafsnit, og det er i sagens natur absolut ikke noget, vi ønsker. Med Divisionsforeningens udmelding i dag, så betyder det helt konkret, at der ved billetkøb til udebaneafsnittet til vores kommende udekampe vil kræves navngivning og fremvisning af gyldigt ID inden visitering og adgang til udebaneafsnittet.
- Vi vil krydstjekke dem, der ønsker adgang til udebaneafsnittet med vores karantænelister, ligesom vi gør på hjemmebane. Og derudover har vi besluttet, at vi investerer i et mobilt ansigtsgenkendelsessystem til vores udebanekampe, ligesom det vi bruger til vores hjemmebanekampe på Brøndby Stadion. Disse tiltag skal styrke indsatsen med at identificere og udelukke karantæneramte fra stadion og vil blive implementeret fra den kommende udebanekamp mod Randers FC.
Samtidig har Divisionsforeningen besluttet at det kommende derby på Brøndby Stadion spilles uden fans af udeholdet. Læs mere om det her.