I første omgang skal Brøndby spille 4-3-3
Niels Frederiksen vil i første omgang arbejde videre med sit 4-3-3-system i Brøndby, men vil på sigt gerne være mere fleksibel og kunne spillere flere variation

Niels Frederiksen vil i første omgang arbejde videre med sit 4-3-3-system i Brøndby, men vil på sigt gerne være mere fleksibel og kunne spillere flere variationer af dét system, men også flere systemer generelt. FOTO: 3point.dk Brøndby IF har i de seneste tre sæsoner praktiseret et højt og aggressivt pres og spillet 4-4-2 med en diamant på midtbanen. Nu er Niels Frederiksen kommet til klubben som cheftræner og det betyder nye idéer. Frederiksen vil gerne holde fast i en del fra tidligere, men har naturligvis også sine tanker om spillestil od udtryk, som han nu er ved at implementere. - Vi skal have et fremadrettet udtryk både med og uden bold. Vi skal have et aggressivt presudtryk, men også et balanceret presutryk, hvor vi ikke altid løber hovedløst frem i presset. Vi skal spille fremadrettet og aggressiv presfodbold, men vi skal være dygtige på bolden og være gode til at åbne kompakte hold, for det kommer vi ofte til at spille mod, siger Frederiksen. - Vi skal have et fremadrettet mindset, når vi har bolden, men vi vil stadig gerne kombinere og spille frem ad banen. Jeg er ikke så meget til lange bolde fra vores bagkæde op til angriberen. Jeg vil gerne kombinere, men spille i længderetningen.
4-3-3 i første omgang
Det er blevet diskuteret vidt og bredt, siden Frederiksen blev annonceret som ny Brøndby-træner. Hvilken formation skal de blågule spille? I første omgang bliver det en 4-3-3, som vi også har set det i træningakampene indtil videre. - 4-3-3 er det vi går med i første omgang. Der kan ske ændringer i det hen ad vejen og jeg synes vi skal være fleksible. Det skal vi også være inden for vores 4-3-3-system, hvor der er flere måder at spille det på. Det er en forandringsproces, så jeg skal også passe på med at lave alt for meget om på én gang. Så vi kommer ikke til at eksperimentere med flere forskellige systemer lige den første tid. - Vi skal også hen ad vejen og med tiden kunne nogle flere systemer. For mig er systemet ikke det afgørende. Det afhænger af spillerne og spillertyperne. For mig er det vigtigere, at vi har det rette udtryk. Mange fans har spekuleret i at Brøndby kunne komme til at spille 3-4-3, da Niels Frederiksen blandt andet har praktiseret dette system på U/21-landsholdet. - Det kan man ikke konkludere, bare fordi jeg har spillet det tidligere. Jeg har spillet stort set alle systemer. Det er en mulighed også, men det er ikke noget, vi kommer til at arbejde med på den korte bane. Nu arbejder vi videre med 4-3-3-systemet - også for at få skabt noget tryghed for spillerne. Jeg laver nok af ting om, så vi skal også have skabt en tryghed i at ikke alt bliver ændret. Niels Frederiksen og hans tropper spiller på lørdag sidste træningskamp i denne pre-season, når de på udebane møder de nybagte Bundesliga-mandskab Union Berlin.