3POINT
Mathias Greve

Teis Markfoged

Nyheder3. jan. 2022

Hvorfor er det gået galt for Greve?

Analyse: Mathias Greve blev hentet ind som en dynamisk 8er til midtbanen, et kreativt indspark på en midtbane som netop havde sagt farvel til Jesper Lindstrøm. Men har endt med et miserabelt efterår blottet for kontinuitet og stabile præstationer. 3point.dk kortlægger Greves udfordringer i Brøndby.

3point person
Kasper Pedersbæk3. jan. 2022

Brøndby slog kløerne i Mathias Greve få kampe inde i 21/22, da de blågule åbnede pungen og købte den offensive profil ud af hans kontrakt hos Randers FC.

Det har dog sandt for dyden ikke været et drømme efterår for Greve i den gule trøje, for målt på slutprodukt gik gassen af ballonen før den overhovedet var pustet op. Ingen mål, ingen assists og et efterår med fuld spilletid i blot en kamp (debuten mod FCK), og ellers et begrænset antal spilleminutter i kølvandet på en corona-sygdom der også gjorde sit til at ødelægge fynboens første tid i Brøndby.

Derfor Brøndby købte ham

Greve havde ild i støvlerne i sæsonens indledning for Randers FC - ligesom han i de foregående sæsoner for kronjyderne leverede netop de ønskede kvaliteter. Brøndby hentede en spiller til Vestegnen, som på alle parametre leverede det de blågule havde brug for på midtbanen efter afgangen af Jesper Lindstrøm til tysk fodbold.

For Greve kom med præstationer i bagagen der bakkede en transfer op. Han kunne se tilbage på en sæsonindledning med blandt andet 1.78 key passes pr. 90 min, og en evne til at drive bolden frem med 1.43 progressive løb pr. 90 min.

Læg dertil in mente Greve i den foregående sæson med et total på 19 (0.63 pr. 90 min) havde været kronjydernes mest chanceskabende spiller.

På mange måder var Greve virkelig en ønsketransfer. Leveringsdygtig i mange af de facetter som Lindstrøm excellerede i. Herunder en ikke uvæsentlig evne til at arbejde på banens sidste tredjedel, og sætte sine medspillere op.


1641178984-GrevesiderumRanders.png

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Et trademark var Greves evne til at at lave afleveringer ind i feltet og de såkaldte deep completions (afleveringer til en medspiller i en radius af max 20 meter fra modstanderens mål). Her performede Greve rigtig pænt for Randers med henholdsvis 2.86 og 2.5 pr. 90 min op til skiftet til Brøndby.

Ovenstående grafik illustrerer rigtig pænt de nævnte styrker og gode præstationer for Randers. Hans evne til at løbe i lommerne af ledig plads, modtage bolden og sætte sine medspillere op.

Læg dertil 6.43 progressive afleveringer (afl. der flytter spillet markant fremad banen), og en stærk lyst til at udfordre med 6.79 udfordringer og 15.35 offensive dueller pr. 90 min.

Rosinen i pølseenden er Greves kompetence til at drive bolden frem ved fødderne over længere distancer.

Alt sammen krydderier der passede ind i den gryderet som Mathias Greve var tiltænkt at indgå i på Vestegnen.

Solgt som wing…

Men hvorfor er det gået som det er gået i Brøndby - udover at Greves corona-sygdom kostede et par kampe kort efter skiftet?

Forklaringen står lige ud i luften. I Randers opererede man i store dele af sine kampe med et system, hvor Mathias Greve indtog en rolle som indadgående wing - med licens til at drive på tværs af banen i jagten på de ledige rum til at operere i.


1641178982-Greveindæøbfrasiderumogaflevering-Randers.png

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Et eksempel ses ovenfor fra en kamp mellem Randers og AGF i Aarhus. Her modtager Greve bolden i siderummet, hvorefter han afdribler sin direkte modstander, går ind i banen, hvor han her finder det ledige rum med plads til at slå en gennembrudsaflevering til sin medspiller (den anden wing, som ligeledes træder ind i banen). Hos Randers var det backerne der udgjorde bredden, og Greve der fik licensen til at gå horisontalt i banen.


1641178975-Greve-afslutningmodFCN-Randers.png

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Et lignende eksempel fra et opgør mod FCN, hvor Greve igen løber i kanalerne mellem back og stopper, mens backen åbner bredt. Giver ham mulighed for igen at finde det ledige rum, hvorfra han kan sætte sine medspillere op eller (som i dette tilfælde) selv komme til afslutning.


1641178982-Greveindløbfrasiderum-randers.png

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Her er et primo eksempel på det arbejdsområde hvori Greve excellerer. Fra en udgangsposition som venstre wing driver Greve på tværs af banen, hvor han netop sniger sig gennem flere zoner for at finde en ledig position i mellemrummet, hvorfra han sætter en medspiller op.

…købt som 8er

Den glasklare udfordring for Greve har været et rolleskift fra indadgående wing til box-til-box 8er. Mindre offensiv frihed, og en udgangsposition længere fra den sidste tredjedel af banen koster for Greve.


1641178979-GreveheatmapBrøndby.png

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Heat mappet fra Greves tid i Brøndby fortæller os om en spiller, som befinder sig for langt fra modstandernes mål, når han kommer på bolden. Fra tiden i Randers med bolde søgt i mellemrummet til Brøndbys mere stejle spil med fokus på at sætte Uhre og Hedlund hurtigt op.

Det har i den grad kostet for Greve på hans faktiske output målt på tiden i Brøndby. Tallene er gået drastisk ned, og i efteråret har Niels Frederiksen og trænerteamet simpelthen ikke fået forløst Mathias Greve.

Det er ikke blevet til en eneste key pass endnu, ligesom afleveringer ind i feltet er droppet til 0.78 pr. 90, samme tal som deep completions er faldet ned til. De progressive afleveringer har nået et lavpunkt med 3.52, og og den offensive duellyst er røget fra 6.79 til 1.76 pr. 90 i Brøndby.

På lignende vis er de offensive dueller gået ned til 7.63 (50% fald fra tiden i Randers), og de progressive løb er faldet i antal.


1641178978-GrevedybtibanenBrøndby2.png

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Den helt store udfordring er Greve i Brøndby for ofte kommer på bolden i de rum han ikke er bedst i - eller hvor man ikke udnytter hans kompetencer bedst muligt.

På grafikken ovenfor er det fra opgøret mod Greves tidligere klub, Randers, på Brøndby Stadion. Brøndby skal have Greve op på den sidste tredjedel, han skal løbe mellem kæderne - og finde ledige rum at arbejde i, hvorfra han skal sætte sin medspillere op. På grafikken får han bolden fra Mensah på midterlinjen, og står nu med på den gode side af 45 meter ned til målet og et helt Randers-hold imellem.


1641178978-GrevedybtibanenBrøndby.png

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

8er problematikken ses ovenfor. Trioen på midtbanen (Frendrup, Radosevic, Greve - markeret med gult) står organiseret foran OBs defensive organisation. Greve skal ikke ligge foran som en distributør af bolden, han skal ind mellem linjerne og skabe kaos. Tvinge modstanderne til at forholde sig til hans løb, så der åbner sig rum bag de modspillere som måtte gå i pres.

Sammenfatning - Hvor skal Greve spille?

Brøndby har et problem. De spiller et system, hvor der ikke rigtig er plads til Greve. Ikke uden en omskoling skal sættes i værk, eller systemet skal ændres.

Som en naturlig indadgående wing skal Greve som 8er udfylde en delvist ny rolle. Nye løb, rum rum at søge på andre tidspunkter og med flere defensive pligter - og positioner længere fra modstandernes mål.

Fra masser af afslutninger i Randers til tæt på 0 afslutninger i Brøndby.

Hvor skal Mathias Greve spille? Skal han omskoles? Skal systemet ændres for at passe ham ind? Eller en helt tredje plan? Giv din mening til kende nedenfor.

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder