Holst skulle lige have gang i det kolde venstre
Frederik Holst har efterhånden spillet et hav af positioner i Brøndby. Søndag skulle han have gang i det kolde venstre, men indrømmer, at han helst bare vil spi

Frederik Holst har efterhånden spillet et hav af positioner i Brøndby. Søndag skulle han have gang i det kolde venstre, men indrømmer, at han helst bare vil spille én position fast. Højre back, central midt, defensiv midt, sågar målmand, og nu også en kamp som venstre back. Frederik Holst er en alsidig herre på Brøndby-holdet. Søndag mod OB spillede han fuld tid på venstre back, hvor Riza Durmisi havde karantæne. Holst synes det gik fint, anden halvleg bedst, for han skulle lige have gang i det kolde venstreben. - Det var sjovt. Jeg fik en rigtig skidt start med to hovedløse bolde ind i banen, men så er det godt, at man er stærk mentalt og kom bedre med. Jeg synes anden halvleg var meget bedre end første, for der turde jeg gå lidt mere med offensivt. I første halvleg var det lidt for meget til siden og tilbage, siger han til 3point.dk. - Jeg skulle lige vænne mig til at spille derovre. Der var lidt med det kolde venstre, det sov sgu stadig. Det blev lidt bedre efterhånden og jeg begyndte at turde udfordre, i stedet for kun at spille tilbage. Alt i alt var det fint. Den 21-årige U21-landsholdsanfører var også glad for, at det lykkedes de blågule at hive tre point mod OB. - Pisse vigtig sejr. Vi har haft et hårdt program og vi snakkede før kampen om, at det var fint inde i Parken, men vi kan ikke bruge det til en skid, hvis vi ikke gik ud og leverede mod OB. Det synes jeg vi gjorde.
Allround-spilleren
Enhver fodboldtræner elsker at have spillere, der kan dække flere positioner på banen. Men for spilleren selv kan alsidigheden nogle gange være en belastning, da det er sværere at spille sig til én fast position. - Man kan godt kalde mig allround-spiller, desværre. Jeg vil gerne spille fast og spille på én position. Men sådan er det ikke lige nu, så jeg må tage hvad der er. Jeg er glad for den tiltro Auri har vist mig, ved at lade mig spille i dag (i søndags, red.). - Det er lidt irriterende at komme tilbage fra U21-landsholdet, hvor jeg spillede to fine kampe og vi fik seks point, og så til at sidde på bænken og ikke komme ind. Men der er ikke så meget at gøre ved det. Jeg har ikke tid til at græde over det, men må bare fyre den af på træningsbanen og tage de minutter jeg kan få. Kommer vi til at se dig i målet igen? - Forhåbentlig ikke. Jeg synes Rønnow har gjort det godt, og også Toppel i Midtjylland. Lad os nu se, om jeg ikke får en angriber næste gang, siger Holst afslutningsvis med et grin.