Højt humør på en kold fredag & en enkelt i korte rør
Fredag formiddag klokken 10.30 blev der sat gang i træningen for Brøndbys bedste herrehold. 3point.dk kiggede med på sidelinjen til den første del af træningen

Fredag formiddag klokken 10.30 blev der sat gang i træningen for Brøndbys bedste herrehold. 3point.dk kiggede med på sidelinjen til den første del af træningen og kan fortælle om en kold vind, korte rør og godt humør. Foto: Ian Nielsen Klokken var 10.20, da undertegnede stod på østsiden af Brøndby Stadion og stirrede på en tom træningsbane. Eller næsten tom. For på banen gik Ahron Thode og stak nogle spyd i jorden i en vinkel af 45 grader, mere om dem senere. Kort efter fulgte Martin Retov trop, og der blev stillet forskellige kegler og figurer til brug under opvarmningen. Imens var det tydeligt for iagttagere, hvis der havde været andre end mig, at humøret fra de to medlemmer af trænerteamet var højt. Boldene kunne Retov ikke lade ligge, og det endte da også med en lille konkurrence for Retov om at vinkle en pasning ind mellem, af Thode, udvalgte kegler, og ind i et lille mål fra en placering på 0 grader. Spillerne kom dryssende til træningsbanen i mindre grupper. Mensah var man ikke i tvivl om hvornår trådte ind på træningsbanen. Bødekasseformanden var i højt humør, hans placering og vigtighed i truppen, som samlende figur og humørspreder, er åbenlys. På træningsbanen stod alle spillerne i lange knickers, en del med huer og handsker. Bortset fra Josip Radosevic, som ikke lod sig kue af den kolde blæst og de lave temperaturer, men som det naturligviste i verden stillede til træning i shorts. Under opvarmningen skulle spillerne ved de føromtalte spyd blandt andet varme lysken op gennem en række øvelser, blandt andet ved at føre benet op over spydene (der stod i en vinkel på 45 grader) først forlæns og derpå baglæns i den næste række. En øvelse der gav lidt smil på læben for Thode, da Maxsø skulle igennem. For kaptajnen gik det fint forlæns, men ved baglæns forsvandt koordinationen for Maxsø, som tre fire gange forgæves fik løftet det forkerte ben (til den side hvor spydene ikke stod) førend han fik opdaget fejlen, og løftede benet til den rigtige side. Mod slutningen af opvarmningen kom der lidt mere teknik og tempo på, ligesom bolden også blev inddraget. Udover Mensahs hyppige grin var det værd at bemærke hans makker i disse øvelser, Hermannsson, som også fremstod med overskud. Positivt bemærket blev også Samuel Mraz, som holdt et rigtig højt tempo i øvelserne, og som leverede dem med en fin teknisk udførelse. Efter endt opvarmning blev truppen delt i to. Uden at gå for meget i detaljer med øvelserne, så fik Jesper "Jobbe" Lindstrøm lagt nogle gode afslutninger i nettet bag Tørnes. Nævnes skal også Lasse Vigen i denne øvelse, som dirigerede, roste og skældte ud, når det var nødvendigt. Brøndbys nummer 21 havde en ledende rolle og agerede som et midtpunkt på banen. Efterfølgende blev den taktiske træning påbegyndt, hvorfor 3point.dk fortrak tilbage til varmen. Konklusionen på dagens træning må være, at nederlaget i Aalborg ikke har sat sig, der er god stemning og overskud.