Hobro-topscorer: Hvem kunne ikke tænke sig at komme til Brøndby?
Mads Hvilsom har været i imponerende form for Hobro i denne sæson og indtager andenpladsen på topscorerlisten i Alka Superliga. Roskilde-drengen ser frem til sø

Mads Hvilsom har været i imponerende form for Hobro i denne sæson og indtager andenpladsen på topscorerlisten i Alka Superliga. Roskilde-drengen ser frem til søndagens kamp på Brøndby Stadion og drømmer om måske en dag at spille i klubben selv. 22-årige Mads Hvilsom har virkelig sparket gang i sin karriere i denne sæson. Han har været en vigtig del af det Hobro-hold, som har klaret sig så flot i Alka Superliga i denne sæson og taget røven på hele fodbold-Danmark, for at sige det ligeud. Den tidligere FC Midtjylland-angriber står noteret for 13 mål i sæsonen, to mål efter Martin Pusic på førstepladsen, men topscorerprisen er ikke noget angriberen spekulerer over. - Den er inden for rækkevidde (topscorerprisen, red.), men jeg har faktisk ikke brugt noget tid på at tænke over det. Jeg spiller i holdets tjeneste og spiller også på en lidt uvant plads ude på kanten, men det er dejligt at score nogle mål og specielt som offensiv spiller. Man spiller jo fodbold for at være med til at afgøre kampe. Men det er ikke sådan, at jeg går rundt og tænker på om Pusic nu scorer, siger Hvilsom til 3point.dk og fortsætter: - Jeg tænker bare på holdet, så hvis det skulle være en af holdkammeraterne, der begynder at score en masse mål nu, så ville jeg være ligeså glad, som når det er mig der scorer. Jeg ser det mere som et skulderklap for det arbejde vi har gjort sammen her i Hobro, at jeg ligger så højt på topscorerlisten. Roskilde-dreng og venner med Dario Dumic En topscorer i Alka Superliga, som Hvilsom har været af flere omgange i denne sæson, vil altid blive sat i forbindelse med de større danske klubber. Mads Hvilsom er ingen undtagelse og flere Brøndby-fans har på de sociale medier ytret ønsker om at se Hvilsom i den blå/gule trøje. Det er en mulighed, som Hobro-topscoreren ikke vil udelukke i fremtiden. Kunne du tænke dig at komme til Brøndby på et tidspunkt? - Hvem kunne ikke tænke sig at komme til Brøndby? Jeg så kampe på Brøndby Stadion da jeg var lille og kommer selv fra Roskilde. Jeg er rigtig gode venner med Dario (Dumic, red.) og har spillet sammen med ham. Så selvfølgelig er Brøndby spændende. Det er det for alle spillere i Danmark, fortæller Hvilsom til 3point.dk. - Brøndby er en rigtig stor klub, så det ville være en fantastisk mulighed hvis den skulle opstå, men nu må vi se. Jeg fokuserer på at være i Hobro og hvad der sker her. Brøndby er en spændende klub og en stor klub for alle spillere i Danmark, så det ville ikke være noget jeg ville udelukke. Men jeg tror Brøndby sigter på en lidt anden hylde end mig lige nu. Jeg skal stadig udvikle en masse ting. Brøndby plejer at hente nogle rigtig gode spillere. Specielt her de sidste par år har de hentet på en lidt anden hylde end spillere i Hobro. - Den succes jeg har haft i Hobro er også kommet, fordi jeg har spillet fast og har en masse tillid her. Men måske om nogle år, så kunne det da være rigtig spændende. Hobro-holdet tror på tre ud af tre sejre over Brøndby Mads Hvilsom og holdkammeraterne drager søndag til Vestegnen, hvor oprykkerne for første gang skal spille på Brøndby Stadion. Det er en kamp, som nordjyderne glæder sig til og Hvilsom tror også på endnu en sejr over de blå/gule, hvis man følger gameplanen. - Vi kan primært gøre ondt på Brøndby på vores omstillinger. Jeg tror egentlig, at de har været klar på, at de skulle dække nogle af vores hurtige spillere, som er rigtig gode på omstillingerne, men der har vi været gode til at slippe igennem alligevel. Det er noget af det vi skal forsøge at lukrere på. Vi skal stå kompakt og vi kommer nok under et enormt tryk, kan jeg forestille mig. Brøndby er gode til at have bolden, men det har ikke forhindret os i at skabe chancer mod dem i de andre kampe, vi har spillet mod dem. Vi tror det bliver en rigtig hård kamp, men også en kamp vi kan trække os sejrrigt ud af, hvis vi gør som vi skal. Hobro-mandskabet forbereder sig dog på, at møde et Brøndby-hold, som er i bedre forfatning end det var, da holdene mødtes to gange i Hobro i efteråret. - Brøndby gør det rigtig godt. De har virkelig fået fat i noget, synes jeg. Vi har haft to succesoplevelser mod dem de sidste to gange vi har mødt dem, men vi er også klar over, at vi møder et bedre og mere sammenspillet Brøndby-hold nu, siger Hvilsom til 3point.dk og fortsætter: - Det bliver en stor udfordring, men først og fremmest tror jeg vi har en masse spillere, der bare glæder sig til at møde Brøndby på Brøndby Stadion. Det er en stor oplevelse for mange af os spillere, som aldrig har prøvet at spille på Brøndby Stadion før. Mads Hvilsom står i denne sæson noteret for 13 scoringer i Alka Superliga. Det rækker til en andenplads på topscorerlisten, som ledes af FCM's Martin Pusic med 15 scoringer. På tredjepladsen ligger FCV's Rasmus Festersen. Vi skal helt ned på 14. pladsen før vi finder en Brøndby-spiller. Her ligger Teemu Pukki med seks scoringer.