Hjulsager: Ville elske at slå til i flere sæsoner for Brøndby
Andrew Hjulsager blomstrer i Brøndby, men offensivspilleren har kontraktudløb om et år. Han forlænger gerne og tager flere sæsoner, hvor han slår til, men under

Andrew Hjulsager blomstrer i Brøndby, men offensivspilleren har kontraktudløb om et år. Han forlænger gerne og tager flere sæsoner, hvor han slår til, men understreger, at det ikke er op til ham. 21-årige Andrew Hjulsager har været den store Brøndby-åbenbaring i denne sæson. Offensivspilleren står nu noteret for tre mål i tre ligakampe i træk og er derfor topscorer i Superligaen. Selv glæder han sig da også over sin glimrende start. - Det dejligt. Det er noget jeg har gået efter alle de andre sæsoner. At det så er ved at lykkes nu, er selvfølgelig fedt. Jeg har en vigtig rolle på holdet og det går godt for mig, siger han til 3point.dk. - Da Zorniger kom til og jeg hørte om spillestilen med mange højintense meter, så vidste jeg godt selv, at jeg ville være en af dem der var gode til det. Jeg har altid ligget højest på det parameter. Når man ikke har statistikkerne, ved man ikke hvem der løber hvad. Jeg løber lige så meget nu, som eg gjorde før. Jeg har bare mere boldbesiddelse, fordi jeg ligger inde centralt. - Det passer mig rigtig fint. Jeg går ind i et godt samspil med de andre og kan bruge mit skud oftere. Først og fremmest har jeg mange flere aktioner med bolden.
Four more years...?
Der er blevet talt meget om Lebogang Phiri, som har kontraktudløb med klubben sommeren 2017, men det er han ikke den eneste, der har. Andrew Hjulsager er også blandt dem, men modsat Phiri, er han endnu ikke i dialog med klubben. - Jeg tager en dag af gangen og koncentrerer mig om næste kamp. Så må vi se. Jeg har ikke haft dialog med Troels (Bech, red.) endnu, men jeg er sikker på, at han kommer til min agent, når han synes tiden er rigtig. Men det er ikke op til mig at bestemme, hvem der skal fortsætte i klubben, siger han. Men hvis jeg lægger den over på dig, vil du så gerne forlænge med Brøndby? - Jo selvfølgelig. Jeg har været i Brøndby siden jeg var ni år gammel, så jeg ville elske at fortsætte i klubben og slå til for alvor i mere end én sæson, som jeg er på vej til nu. Generelt nyder Hjulsager tilværelsen i klubben. Lige nu er han sammen med andre unge spillere som Lebogang Phiri, 21, Christian Nørgaard, 22 og Frederik Holst, 21, ved at gøre sig til en vigtig del af holdets rygrad. - Lebo har været fast i de to sidste sæsoner, men vi andre, der har været lidt ude og inde af holdet, har vist, at vi sagtens kan begå os på dette niveau - også i Europa League - og være dominerende og styre holdet, selvom vi ikke er nogle af de ældste. Næste udfordring for Hjulsager og co. er netop i Europa League, når Hertha Berlin venter i returopgøret på Brøndby Stadion torsdag aften.