3POINT
Nyheder12. dec. 2016

Hjulsager jubler over sin udvikling under Zorniger

Andrew Hjulsager kunne gå glad på juleferie efter en 2-1-sejr mod FC Midtjylland. Han glæder sig over sin udvikling i løbet af efteråret, og erkender, at en del

3point person
3point.dk12. dec. 2016

Andrew Hjulsager kunne gå glad på juleferie efter en 2-1-sejr mod FC Midtjylland. Han glæder sig over sin udvikling i løbet af efteråret, og erkender, at en del af æren for det tilfalder Alexander Zorniger. Der var dømt én stor fælles julefrokost på Brøndby Stadion søndag aften. Sådan kunne det i hvert fald godt se ud, da dommeren blæste opgøret mellem Brøndby og FC Midtjylland af med cifrene 2-1 på tavlen. - Man kunne mærke stemningen på Sydsiden og det var rigtig dejligt at se dem være så glade. Det fedeste for os er jo at vinde, men det er fedt at de står dernede hver gang og så også kunne give dem lidt at gå på juleferie, arbejde eller i skole på. Det er fantastisk at stå dernede og danse, når vi har vundet, lød det efter kampen fra en glad Andrew Hjulsager. Den 21-årige midtbanespiller leverede en arbejdsom og god indsats. Han var ganske enkelt involveret i det meste. På trods af ti dårlige minutter, synes han, at Brøndby var i kontrol. - Det var en fortjent sejr, synes jeg. Vi kom lidt dårligt ud til de første ti minutter. De fik nogle dødbolde, som de var farlige på, men efter de ti minutter, følte jeg egentlig at vi havde godt styr på dem. Vi havde en masse chancer og fik puttet to ind. Jeg skulle også selv have scoret en enkelt eller to. - Det var en rigtig dejligt måde at slutte en god halvsæson af på. Vi har ti point ned til tredjepladsen, det er fantastisk, tilføjer han. Drømmer om sølvmedaljer Sølvmedaljerne bør vel ikke glippe nu? - Vi skal kunne holde den hjem. Det er jeg også sikker på, at vi nok skal gøre. Vi har et godt hold, men skal også udvikle os yderligere. Vi har haft nogle svipsere, som gerne skal mindskes i næste halvsæson. Og metal af sølv er det ikke blevet til på Vestegnen siden 2006. Det kan Andrew Hjulsager godt huske, men han var ikke ret gammel. - Jeg gik i anden eller tredje klasse sidst det skete og jeg kan huske, at jeg så med. Jeg vil helt vildt gerne vinde sølvmedaljer i år. Hylder Zorniger og udelukker FCK Der er ingen tvivl om, at Andrew Hjulsager har fået sit helt store gennembrud i dette efterår, hvor Alexander Zorniger har været ved roret. Men det er heller ingen hemmelighed, at Hjulsagers kontrakt med klubben udløber til sommer. Den unge midtbanespiller er glad for sin udvikling under tyskerens vinger. - Jeg har lagt rigtig meget på, siden han er kommet til, og meget af det er selvfølgelig på grund af ham. Jeg vil gerne udvikle mig yderligere og se hvor langt, jeg kan tage det, siger han og tilføjer, at der ikke er banebrydende nyt i kontraktforhandlingerne med Brøndby: - Der er ikke noget nyt. Der bliver forhandlet med Troels Bech, men jeg tror først der kommer en løsning til januar. Men hvis fremtiden ikke ligger i Brøndby, bliver det i udlandet. For der er intet andet end Brøndby, der har interesse for Hjulsager i Danmark. - Jeg kan ikke se mig i en anden dansk klub. Jeg har været her siden jeg var ni år, så det ville være mærkeligt. Jeg føler ikke, at der er nogle klubber i Danmark, der ville være et step op ud over FCK, og det kunne jeg aldrig finde på. Andrew Hjulsager har i denne sæson scoret otte gange og leveret syv assists for Brøndby i alle turneringer.

Mest kommenterede nyheder