Hjulsager inden AGF: Største motivation kommer indefra
Andrew Hjulsager er klar til at møde et topmotiveret AGF-hold søndag. Men Brøndby-holdet er også motiveret, siger han. Den største motivation kommer indefra, fo

Andrew Hjulsager er klar til at møde et topmotiveret AGF-hold søndag. Men Brøndby-holdet er også motiveret, siger han. Den største motivation kommer indefra, for de blågule vil gerne gøre det bedre end den seneste periodes mindre gode kampe. Søndag aften tager Brøndby imod AGF på Brøndby Stadion. Det er et interessant opgør med flere underhistorier, hvoraf den største af dem selvfølgelig er 7-0-sejren, som Brøndby hentede mod netop AGF i august. Det er da også en kamp, som Andrew Hjulsager husker tilbage på med glæde. - Det var selvfølgelig en fed kamp, da vi vandt 7-0 i Aarhus. Vi spillede rigtig godt og lavede en masse mål. Jeg lavede selv to mål og to assists, så det var også en fed kamp for mig personligt, siger han til 3point.dk. Hjulsager scorede en kongekasse mod AGF, hvor han placerede bolden helt oppe i det ene målhjørne. Men den kreative Brøndby-midt vil ikke sige at det er hans bedste mål i sæsonen. - Jeg føler at det bedste mål jeg har lavet i sæsonen, var det mod FCK. Men det har også noget at gøre med at det var en stor kamp og en af de største i sæsonen. Stadion var pakket og jeg scorede til 1-1. Det var nok hele pakken, men jeg synes også, at hvis man kigger på spillet og opbygningen, var det lidt bedre end det i Aarhus. AGF vil bevise noget - Brøndby er også motiverede En anden underhistorie til søndagens kamp er den lille fejde, der har kørt mellem Frederik Holst og AGF-træner Glen Riddersholm. Førstnævnte har udtalt - med et glimt i øjet - at AGF måske kan motivere sig til at tabe 5-0 denne gang og det har fået Riddersholm op i det røde felt. Andrew Hjulsager tror også på Brøndby-sejr, men er klar over at man møder et meget motiveret AGF-mandskab. - Vi skal forsøge at gøre det, vi har gjort i de kampe, hvor vi er lykkedes med vores spil og vores pres. Men selvfølgelig vil AGF gerne ind og bevise, at 7-0 skete fordi de havde et rødt kort og vi ramte en god dag. Så på den måde kan det godt være at det bliver lidt sværere, men hvis vi gør det der skal til for at vores spillestil lykkes, skal vi nok også slå dem. Det bliver nok ikke 7-0 igen, men så skal vi nok slå dem, siger han til 3point.dk og uddyber at Brøndby-holdet i dén grad også er motiverede, men at motivationen ikke har noget med modstanderen, men med egne præstationer at gøre: - Den største motivation for os ligger i, at vi har haft nogle mindre gode kampe på det seneste. Vi har ikke tabt i de sidste tre kampe, men det har ikke været på samme måde, som det var i starten. Vil vil rigtig gerne ind og levere en god kamp for vores fans og for vores egen skyld og komme ind i en god stime igen. Der er kampstart søndag klokken 18.00 på Brøndby Stadion.