3POINT
Nyheder27. mar. 2015

Hjulsager anfører i dansk nederlag

Det nye danske U/21-landshold med Brøndbys Andrew Hjulsager som anfører mødte fredag aften Tyrkiet i en kamp, hvor klubkammeraten Frederik Holst bidrog til dram

3point person
3point.dk27. mar. 2015

Det nye danske U/21-landshold med Brøndbys Andrew Hjulsager som anfører mødte fredag aften Tyrkiet i en kamp, hvor klubkammeraten Frederik Holst bidrog til dramatikken. Riza Durmisi fuldendte en blå/gul trio i hvidt. Mens det danske U/21-landshold torsdag indledte forberedelserne til sommerens EM-slutrunde med uafgjort på udebane mod Portugal, drog det nye U/21-landshold på træningstur til Tyrkiet for at indlede deres forberedelser frem mod den kommende EM-kvalifikation. Her er Danmark kommet i pulje med Wales, Bulgarien, Rumænien, Armenien og Luxemburg. På turen skulle Danmark fredag aften spille en kamp mod værterne på Recep Tayyip Erdoğan Stadyumu i Istanbul-bydelen Kasımpaşa. Med i den danske trup på 17 spillere er tre fra Brøndby IF, og alle tre var med fra start. Frederik Holst og Riza Durmisi på hver sin back og Andrew Hjulsager som anfører og omdrejningspunkt på den offensive midtbane. Danmark lagde bedst ud, og med Andrew Hjulsager som kreatør blev det til flere fine angrebsmønstre, men det kneb desværre for de hvidklædte danskere med den afgørende aflevering. Det problem var ganske symptomatisk for Danmark gennem hele kampen, hvor Tyrkiet var anderledes kyniske i den anden ende på deres få muligheder.

Holst satte prop i midten

Efter 15-20 minutter var hjemmeholdet spillet varme og overtog mere og mere af spillet. I en periode havde danskerne umådelig svært ved at få etableret noget spil, mens tyrkerne samlede alt op uden for feltet. Det udmøntede sig i et frispark begået af Pascal Gregor lige uden for, hvor bolden blev rettet af og totalt snød Hagelskjær i det danske mål. Danmark kom fint igen mod slutningen af halvlegen godt anført af en ivrig Hjulsager, men de 1-0 holdt sig til pausen. Holst og Durmisi var knap så iøjnefaldende, men defensivt blev Tyrkiet holdt nærmest totalt væk fra angreb over kanterne. I stedet fik Danmark størst problemer, når de rødklædte værter angreb gennem midten. Om det var årsagen til, at vikarierende landstræner Per Holm - Jess Thorup koncentrerer sig naturligvis om holdet, der skal til EM - i pausen rykkede Frederik Holst ind på den centrale midtbane, står hen i det uvisse, men under alle omstændigheder blev der nu sat en prop i midten. Samtidig rykkede Durmisi frem på venstre kant og Hjulsager ud på højre.

To gange gult på to minutter

Efter en times spil blev tingene imidlertid noget vanskeligere for danskerne, da Pascal Gregor blev præsenteret for sit andet gule kort. Det virkede mest af alt som en overreaktion fra dommerens side, men faktum var, at Danmark var en mand i undertal. Det slog nu ikke holdet ud, g Danmark var faktisk i fin kontrol, indtil Frederik Holst med et kvarter igen dummede sig gevaldigt. Først blev det til et gult kort, som ikke kunne diskuteres, og blot to minutter senere lavede Holst sin måske eneste fejl i kampen. Brøndby-spilleren havde et dumt boldtab midt på egen banehalvdel og så sig nødsaget til at lave endnu et frispark. Dommeren havde kun et valg, og nu lignede det en umulig opgave for Danmark med ni spillere mod 11 resten af kampen. Alligevel pressede danskerne på for at fremtvinge en udligning, hvilket hen mod slutningen resulterede i hele fire hjørne- og et frispark. Den sidste skarphed manglede imidlertid, og i stedet fik tyrkerne strikket et eksemplarisk kontraangreb sammen i tredje overtidsminut til kampens sidste scoring. I denne periode var Riza Durmisi i øvrigt med i langt det meste, når Danmark kom frem ad banen.

Kampfakta

Tyrkiet - Danmark 2-0 (1-0)Thomas Hagelskjær (AGF) Frederik Holst (Brøndby IF) Pascal Gregor (FC Nordsjælland) Jens Martin Gammelby (Silkeborg IF) Riza Durmisi (Brøndby IF) Frederik Børsting (AaB) Andreas Maxsø (FC Nordsjælland) Mathias Greve (OB) Andrew Hjulsager (Brøndby IF) A Kristian Lindberg (FC Nordsjælland) Jeppe Simonsen (SønderjyskE) 36. minut: Gult kort til Pascal Gregor 37. minut: 1-0; Enes Unal 41. minut: Gult kort til Tyrkiet nr. 7 44. minut: Gult kort til Tyrkiet nr. 10 45. minut: Gult kort til Tyrkiet nr. 6 46. minut: Casper Radza (OB) ind / Hagelskjær ud 46. minut: Morten Beck (SøndejyskE) ind / Børsting ud 46. minut: Jakob Blåbjerg (AaB) ind / Simonsen ud 60. minut: Gult/rødt til Pascal Gregor 64. minut: Mathias Hebo Rasmussen ind / Greve ud 66. minut: Gult kort til Mathias Hebo Rasmussen (FC Nordjælland) 73. minut: Younes Namli (SC Heerenveen) ind / Lindberg ud 77. minut: Gult kort til Frederik Holst 79. minut: Gult/rødt til Frederik Holst 89. minut: Andreas Bruhn Christensen (AaB) ind / Durmisi ud 90. minut: 2-0; Atabey Cicek Holdets næste opgaver er først planlagt til starten af september, hvor der venter to træningskampe mod endnu ukendte modstandere, inden det går løs med EM-kvalifikationen på hjemmebane mod Wales den 9. oktober.

Mest kommenterede nyheder