Hjörtur Hermannsson: Den hårdtarbejdende islænding
Kom tættere på Hjörtur Hermannssons vej fra Island over PSV og IFK Göteborg til Brøndby, hvor han nu kæmper for at opnå endnu større mål. For halvandet år siden

Kom tættere på Hjörtur Hermannssons vej fra Island over PSV og IFK Göteborg til Brøndby, hvor han nu kæmper for at opnå endnu større mål. For halvandet år siden blev en ung islænding præsenteret på Brøndby Stadion. Efter EM 2016 slog Brøndby kløerne i midtstopperen Hjörtur Hermannsson, der skiftede fra PSV Eindhoven. I sidste weekend startede han så inde i pokalderbyet mod FC København efter stærke præstationer i pre-season, hvor han simpelthen var den bedste forsvarsspiller, som cheftræner Alexander Zorniger har forklaret det. 3point.dk har talt med islændingen om, hvordan startede det hele startede for den ydmyge midtstopper og om hans rejse frem til i dag. Troede altid de andre var bedre Nu 23-årige Hermannsson startede i Island med at følge i storebrors fodspor i fodboldklubben. Han blev bedre og bedre og en del af det skyldtes, at han altid troede de andre var bedre, så derfor arbejdede han konstant hårdt for at forbedre sig. - Jeg startede med at spille i Fylkir, en lokal klub, der hørte til i mit kvarter. Jeg gik til min første fodboldtræning da jeg var omkring fire år gammel. Min storebror, som er seks år ældre end mig og var mit største idol - det er han nok stadig -, var meget interesseret i fodbold, og jeg ville gerne være ligesom ham. Jeg cyklede til træning, og jeg var der næsten altid for at lave et eller andet. Enten så jeg ham spille, eller jeg så en kamp på tv eller sådan noget, forklarer han til 3point.dk om den spæde start i Island. - Det var meget sent, jeg fandt ud af, at jeg havde talent. Jeg har fået at vide tidligt, at jeg havde potentiale til at komme udenlands, hvilket selvfølgelig er det store mål for islandsk fodboldspillere. Alle kæmper for at komme væk fra øen og spille et sted i Europa, men jeg troede altid, at nogle af de andre var bedre end mig. Det hjalp mig, for jeg ville altid mere, og jeg ville altid forbedre mig. Jeg var måske mere dominerende end jeg egentlig gik og troede. Han startede som forsvarsspiller, inden han så spillede de fleste kampe på midtbanen i sin islandske klub. Tiden på midtbanen har givet Hermannsson noget med i rygsækken, som han kan bruge som midtstopper. - Jeg føler mig tilpas på 6'eren. Jeg har også spillet længere fremme på banen, men det er ikke en mulighed nu. Som 6'er kan jeg godt ligge, men ellers har jeg lært indefra hvordan en defensiv fungerer, så at forsvare og hjælpe holdet frem og det har jeg det godt med. Ungdomskampe med noget på spil Hjörtur Hermannsson voksede sig for dygtig til Island og det var på tide at komme ud i Europa. Valget faldt til sidst på hollandske PSV Eindhoven, men der var andre muligheder i spil undervejs, fortæller han. - Jeg havde været rundt i Europa i forskellige klubber, men bestemte mig til sidst for at tage til PSV. Jeg synes det var et spændende projekt og det er et fantastisk sted at udvikle sig som fodboldspiller. Holland er kendt for at udvikle unge talenter, selvom de har det svært nu, så jeg synes det var det rigtige skridt for mig at tage. - Jeg var ret stor på det tidspunkt, jeg var stærkere end mine modstandere, men jeg kunne godt udvikle mig med bolden. Det fokuserer vi ikke så meget på i Island, hvor det er power over præcision. Den unge islænding kom til PSV på et tidspunkt, hvor der var dygtige spillere at se op til og spejle sig i på førsteholdet. Spillere som senere er røget til større klubber rundt omkring i Europa. - Da jeg kom til PSV havde de et rigtig godt hold med Wijnaldum, Depay, Williams, Bruma, Hector Moreno. Da jeg skrev under præsterede de ikke som de skulle, men mod enden af mit ophold blev de mestre tre år i træk og spillede Champions League. Det var en god tid at være omkring holdet på. Men Hermannsson spillede sig ikke på førsteholdet, som de fleste andre unge spillere startede han på klubbens Jong PSV-hold. Det er ungdomtholdet/andetholdet, men modsat i Danmark, hvor reserveholdene spiller i en specifik reserveliga, spiller de i Holland i den næstbedste række. Det giver derfor masser af brugbar kamptræning på et højt niveau. - I Holland spiller Jong-holdene i den næstbedste række. Jeg synes de skulle gøre det sådan hele vejen rundt i Europa, for selv da jeg var 18 år spillede jeg mod mænd, der havde spillet op mod 500 kampe. Nogle af dem havde spillet mange kampe i den bedste række. Du spiller med sikkerhed mod gode hold, der ikke bare møder op for at undgå skader. Her siger alle, at de vil på førsteholdet, og de kæmper for det. Fantastisk svensk oplevelse Men Hermannsson blev ældre og havde landsholdsambitioner for Island og sig selv. Det krævede førsteholdsfodbold og det skulle forsvarsspilleren få i Sverige. - Jeg besluttede mig for, at det var "do or die". Jeg talte med Lars Lagerbäck, som var landstræner på det tidspunkt, og han anbefalede mig at tage et sted hen, hvor jeg kunne spille fast. - Jeg tog til IFK Göteborg, følte mig glad, og det blev en af de bedste perioder i mit fodboldliv indtil videre. Jeg har kun gode minder fra Göteborg. Da jeg kom havde jeg haft mange skader de sidste par år i PSV, og jeg blev taget rigtig godt imod. Jeg var der kun i tre måneder, men det føltes, på den positive måde, som om det var tre år. Jeg har mange venner deroppe, og jeg spillede noget af det bedste fodbold, jeg har spillet. - Samtidig fik jeg meget erfaring der, og jeg spillede foran en masse fans. Det er en klub med en stor historie og derfor meget pres, men det var et pres, jeg nød. Selvfølgelig passede det også med, at det var lige op til EM, hvor jeg kunne komme med. Det er klimakset i enhver karriere at komme med til en stor slutrunde. Forhåbentlig kan det ske igen til sommer, siger han med henblik på den kommende VM-slutrunde. Hermannsson imponerede i IFK Göteborg og det lykkedes ham også at spille sig til en plads i den islandske EM-trup. - Det var en ret sjov optakt. Jeg fik opkaldet 45 minutter før kampstart, da vi skulle spille hjemme Djurgården. En stor, stor kamp for os, men det tog rigtig lang tid for mig at bearbejde nyheden. Jeg havde en uge efterfølgende, hvor jeg lige måtte synke den tanke om, at "wow, jeg skal faktisk med til EM". Et år forinden havde jeg været ude med en knæskade. At jeg skulle kunne gå derfra til EM på bare et år, kunne jeg slet ikke se på det tidspunkt. Et par store mål at indfri i foråret... Brøndby-stopperen lægger ikke skjul på, at det også er et mål for ham at spille sig med til VM. Men det er blot ét af hans mål i foråret. - Til EM var det meget surrealistisk. Vi havde ikke forestillet os, at vi kunne komme med til så stor en turnering. Men efter EM har det stået skrevet i stjernerne, at vi også ville kvalificere os til VM. At gå til den første store turnering var svært at fatte, men nu forventer folk at vi kvalificerer os, hvilket er meget surrealistisk for os som land. Det er en rar følelse, men vi ved også, at vi udretter noget stort. - Personligt skal man tænke på sine egne mål, men at opnå deltagelse ved VM... Der er et par store mål at indfri i foråret. Vi blev nummer to sidste sæson, vi blev nummer to i pokalturneringen. Vi er videre i pokalen, og vi er stadig med i opløbet. For mig er det let matematik, at hvis vi og jeg gør det godt her, så har jeg chancen for at komme med til VM. Gør jeg ikke det, kommer jeg ikke med. Der er brug for ALLE Hermannsson var fast makker til Benedikt Röcker i det centrale forsvar i sin første Brøndby-sæson. I denne sæson har han kæmpet mere med spilletiden med Paulus Arajuuri. Efter en god pre-season kom islændingen dog tilbage og havde erobret en startplads mod FCK, hvilket kastede ros fra cheftræner Zorniger af sig. - Han er Coach, og det betyder meget at han ser, jeg forbedrer mig. At gå fra at spille fem kampe i træk og vinde dem alle til lige pludselig at sidde på bænken resten af sæsonen, det var lidt af en mavepuster. Men jeg gik ind til ferien med planen om at tage det roligt og komme tilbage med en masse energi. Der er ikke så meget andet at gøre. Jeg forstår, at vi stiler efter noget stort her, og vi gør det godt, så hvis alle kan bidrage, så er det det, jeg gerne vil. - Det vigtigste for mig er at gøre det godt. Jeg er gået ind til preseason for at gøre det godt og give alt jeg har, og tage alle de chancer, jeg kan få. Det resulterede i, at jeg kom tilbage i startopstillingen. Det var en god kamp at starte inde i. At komme tilbage, og samtidig tage en sejr, den tredje i træk mod FCK, det er en dejlig følelse. Det er en god belønning for at gøre det godt, men det er kun starten af sæsonen, vi har mange kampe tilbage, og som jeg sagde, så går vi efter at udrette noget stort. Og hvis man vil udrette noget stort, er der brug for alle mand i truppen, understreger Hjörtur Hermannsson. - Det er rart at være tilbage, men det er det man gør i kampene, der er det vigtigste. Paulus har gjort et fantastisk arbejde, ligesom hele holdet. Vi er ubesejerede i 10-11 kampe i træk, og det kræver en masse energi. Vi har alle været involveret på et eller andet plan. Jeg tror alle, måske pånær de helt unge, har fået spilletid i sæsonen indtil nu. På et fodboldhold vil man gerne have den sunde konkurrence, og hvis andre performer lige for tiden, så er det fint. Alle er bevidste om, at man skal performe når man får chancen. 23-årige Hjörtur Hermannsson står noteret for 56 officielle førsteholdskampe for Brøndby IF. Søndag kan han spille nummer 57, når Brøndby møder Lyngby på udebane i Superligaen.