
3point.dk
Hjælp udsatte børn på Vestegnen til gode oplevelser i mørk tid
3point.dk og fodboldappen InchByInch vil sammen med Red Barnet Vestegnen forsøge at skabe gode oplevelser for udsatte børn. Vi kigger igen ind i en periode med corona og manglende samvær, hvorfor der nu tages initiativ til at stimulere, inspirere og motivere de børn, som har mest brug for det.

Red Barnet Vestegnen drives af frivillige som arbejder for at gøre en positiv forskel for de børn, som har mest brug støtte til at få gode oplevelser og være en del af et fællesskab. Det er ofte børn som ellers ikke får mulighed for at komme på ferie eller gå til en aktivitet i fritiden. De ting som er normale for de andre børn i skolen.
Sidste år blev der via en indsats på 3point.dk samlet 48.000 kroner ind, hvilket gjorde at børn fra udfordrede familier fik en fed tur på Brøndby Stadion, kom på sommerferie og at der kunne afholdes ture i familieklubben, hvor børnene kunne hygge sig og være en del af et trygt fællesskab. Læs mere om det her.
Fodboldglæde i coronamørket
Corona-epidimien har været rigtig hård for hele Danmark, men den kan blive ekstra hård for dem, som har mindst. Familier hvor der i forvejen ikke er mange penge, og de vigtige gratis aktiviteter med samvær som giver glæde og stimuli til børnene nu bliver aflyst og lukket ned.
Derfor går 3point.dk sammen med fodboldappen InchByInch om via Red Barnet Vestegnen at tilbyde op til 70 børn i Brøndby, Hvidovre og Høje-Tåstrup en fodboldpakke.
Pakken består af:
1 x fodbold fra Select (værdi 1.000 kroner)
1 x årsabonnement til fodboldappen InchByInch (værdi 1.068)
Hver pakke sælges for 695 kroner, hvor 100 kroner går til Red Barnet Vestegnen.
Læs mere om pakken her.
Sådan foregår det
Både private og virksomheder er meget velkommen til at overføre penge til Red Barnet Vestegnen på MobilePay 653651, og har man en virksomhed brug for en faktura kan man skrive til info@inchbyinch.io og bede om en faktura. For hver 695 kroner der bliver doneret vil en pakke blive givet til Red Barnet Vestegnen. 70 pakker = 48.650 kroner og skulle det mål nås vil alt overskud naturligvis gå ubeskåret til Red Barnet Vestegnen.
Indsamlingen kører frem til fredag den 14. januar, hvor det vil blive opgjort, hvor mange pakker der kan uddeles til Red Barnet Vestegnen. Ender det på et skævt beløb, så vil InchByInch naturligvis runde op til nærmeste antal af pakker og Red Barnet Vestegnen vil beholde overskydende penge.
Red Barnet Vestegnen jubler
Hos Red Barnet Vestegnen er de frivillige medarbejdere glade for initiativet allerede fra start. Red Barnet Vestegnen arbejder for at give udsatte børn fra hele lokalområdet gode oplevelser i trygge rammer, som skaber glæde og selvtillid.
- Alene det at folk tænker på Red Barnets lokalforening på Vestegnen og støtter vores arbejde betyder uendeligt meget. Alle i foreningen husker stadig med taknemmelighed den sidste indsamling via 3point.dk, som har skabt glæde og gjort en forskel for de børn, som vi er i kontakt med. Tiden under corona-epidemien har været hård, og her er Red Barnet Vestegnens aktiviteter lysglimt i mørket, som ikke kunne være gennemført uden al den hjælp, som vi fik fra 3point.dk og de mange læsere. Samtidig hænger vores lokale samarbejde med 3point.dk og InchByInch, fint sammen med det landsdækkende partnerskab Brøndby og Red Barnet i Danmark netop har indgået, udtaler formand for Red Barnet Vestegnen, Jesper Bagger Sørensen.
Om InchByInch
InchByInch er et dansk initiativ til at skabe en læringsplatform med udgang i fodbold, hvor professionelle og eksperter giver viden og erfaring videre. Der tages udgangspunkt i, hvad fodboldspillere gerne ville have lært tidligere, og over 100 professionelle fra landsholdene, Superligaen og udenlandske ligaer har sagt ja til at svare på, hvad de gerne ville have fortalt til en ung udgave af sig selv.
Kevin Mensah har været med til at udvikle værktøjskassen til unge fodboldspillere, og man kan også blandt andet finde Mikkel Damsgaard, Mathias Jensen, Joachim Andersen, Signe Bruun, Nicoline Sørensen, Sofie Svava, Jesper Lindstrøm og Mikael Uhre på appen, som kan prøves gratis her.

3point.dk © All rights reserved