
Freja Borne
Historiske spillersalg løfter Brøndbys regnskab markant
Brøndby IF leverer et markant forbedret halvårsresultat drevet af historiske spillersalg - men driften viser fortsat stigende omkostninger.

Brøndbyernes I.F. Fodbold A/S har offentliggjort sin delårsrapport for perioden 1. juli til 31. december 2025 - og regnskabet viser et markant kursskifte sammenlignet med samme periode sidste år.
Resultatet før skat lander på et overskud på 88,8 mio. kr. mod et underskud på 56,4 mio. kr. i første halvår af 2024/25. Den afgørende forskel skal findes i transferaktiviteterne.
Historiske salg driver resultatet
Resultatet af transferaktiviteter udgør 134,2 mio. kr. i perioden mod -17,2 mio. kr. året før. Udviklingen skyldes især salgene af Yuito Suzuki og Mathias Kvistgaarden, som begge skriver sig ind blandt de største transfers i Brøndby IF’s historie.
Det betyder i praksis, at transferindtægterne mere end opvejer de stigende omkostninger i driften - og reelt er hele halvårets overskud båret af spillersalgene.
Stigende omsætning - og stigende udgifter
Nettoomsætningen steg til 155,4 mio. kr. mod 141,5 mio. kr. i samme periode sidste år. Fremgangen skyldes primært højere indtægter fra partneraftaler samt deltagelse i kvalifikationsrunderne til UEFA Europa Conference League.
Omkostningerne steg dog samtidig markant til -195,8 mio. kr. mod -175,2 mio. kr. året før. Stigningen kan især henføres til øgede personaleomkostninger samt højere kampdagsudgifter - herunder europæiske udekampe.
Ser man isoleret på driften uden transferindtægter, er billedet altså fortsat præget af betydelige investeringer.
Sportsligt solidt udgangspunkt
På banen overvintrede herreholdet på en 3. plads i Superligaen, ni point fra førstepladsen - et udgangspunkt, der holder medaljekampen åben frem mod foråret.
Kvindeholdet sluttede ligeledes efteråret på en 3. plads i Kvindeligaen og har samtidig spillet sig i semifinalen i Kvindepokalen.
Forventninger til helåret
Brøndby IF fastholder forventningerne til årets resultat før skat i niveauet 0 til 50 mio. kr., som tidligere meldt ud den 19. januar 2026. Klubben understreger dog, at forventningerne er behæftet med usikkerhed - hvilket traditionelt knytter sig til både transferaktiviteter og sportslige resultater.